Makedoniens oppositionsleder kom til skade i slåskamp, da nationalistiske demonstranter stormede parlamentet.

Skopje. En gruppe demonstranter trængte torsdag aften ind i parlamentet i Makedoniens hovedstad, Skopje.

Den socialdemokratiske oppositionsleder, Zoran Zaev, kom lettere til skade i en slåskamp med nogle af demonstranterne.

Billeder på direkte tv viste Zaev med blod løbende ned ad ansigtet.

Demonstranterne var nationalister. De protesterede imod, at en etnisk albaner blev valgt til parlamentsformand.

Nationalisterne mener, at afstemningen var uretfærdig, skriver nyhedsbureauet AFP, der har en journalist til stede i parlamentet.

Et vidne fortæller til nyhedsbureauet Reuters, at politiet affyrede chokgranater mod demonstranterne. Det skete for at rydde vejen for ambulancer.

- I et forsøg på at få kontrol over situationen inde i og uden for parlamentet måtte vi beordre politiet til at tage alle midler i brug, siger Agim Nuhiu, der agerer midlertidig indenrigsminister, ifølge Reuters.

Balkan-landet har været præget af en fastlåst politisk situation i månedsvis.

Demonstranter har protesteret i Skopje hver eneste aften siden et valg i december.

Ved valget fik Zoran Zaevs socialdemokrater det bedste valg i årevis. Men resultatet gør det vanskeligt at danne en koalitionsregering.

Tilhængere af præsident Gjorge Ivanovs konservative parti, VMRO-DPMNE, er utilfredse med udsigten til en koalition mellem det socialdemokratiske SDSM og etniske albanere.

De makedonske nationalister mener, at albanerne udgør en trussel mod den makedonske identitet.

Tidligere på måneden demonstrerede mange makedonere mod beslutningen om at gøre albansk til et officielt sprog i Makedonien.

De to befolkningsgrupper kom tæt på en borgerkrig i 2001. Der er fortsat store spændinger mellem etniske makedonere og albanere.

/ritzau/