Ifølge flere lækkede e-mails, der omfatter hemmelige interne ordvekslinger mellem højt profilerede Hollywood-direktører, er slutningen i den kommende James Bond-film 'Spectre'  for dårlig.

Filmen bliver i korrespondancen anset for at være så mangelfulde, at direktørerne i Sony har beordret at få skrevet slutningen om. Det skriver det amerikanske medie time.com.

Et omfattende læk af flere af Hollywoods hemmeligheder har det seneste tid set dagens lys, efter at hackere har angrebet det japanske selskab Sony.

En af de film, som hackerne har tvunget sig adgang til hos filmproducenten, er den kommende James Bond-film 'Spectre'.

Her har hackerne fået indsigt i flere Sony-chefers benhårde kritik af det oprindelige manuskript. Især klimakset har fået store hug:

- Jeg synes, de første 100 sider er fantastiske. Men derfra går det gevaldigt ned af bakke. I gutter sætter os op til det store klimaks, men i stedet fremstår det nærmest som anti-klimaks, skrev Metro-Goldwyn-Mayers direktør Jonathan Glickman den 9. oktober i en intern email til manuskriptforfatterne, efter han havde læst drejebogen igennem. Det skriver det amerikanske medie, Time Magazines hjemmeside.

Med et forventet budget på over 300 millioner dollars, eller hvad der svarer til godt to milliarder danske kroner, bliver den kommende film i den populære James Bond-række en af de dyrest producerede film nogensinde.

Derfor er det måske ikke så overraskende, at herrerne på chefkontoerne havde travlt med at sikre sig, at 'Spectre' kunne efterleve forventningerne til prisen. Ifølge flere af bosserne var den oprindelige slutning således både 'meningsløst' og 'intetsigende', skriver Time.

- Der er nødt til at være en form for twist i slutningen i stedet for en række mænd med kanoner jagter hinanden i vandet, skulle det angiveligt været blevet beordret fra en af Sony-cheferne tilbage i  august, efter han havde læst manuskriptet til ende.

Mange eksperter peger på, at lækket kan være bestilt af Nordkorea, efter Sony har en film på vej, som gør kraftigt grin med styret og lederen, Kim Jong-Un, i det lukkede land.

Den nye James Bond-film kommer efter planen til at få verdenspremiere den 6. november 2015 og endnu en gang bliver det med engelske Daniel Craig i rollen som agent 007. På rollelisten vil der også være plads til danskeren Jesper Christensen, der sammen med Christoph Waltz, skal spille banditterne i 'Spectre'.