ITALIEN: Selvom om de italienske myndigheder gennem en årrække har sat hårdt ind mod landets magtfulde mafia, tjener slynglerne fortsat milliardbeløb på ulovlige aktiviteter.

En ny rapport om mafiaens kriminalitet afslører, at mafiagrupper sidste år tjente over 100 milliarder kroner gennem miljøkriminalitet, herunder dumping af giftigt affald, handel med truede dyrearter og afbrænding af skovområder, der skal gøre plads til nye byggerier, skriver The Telegraph.

I 2011 blev der begået næsten 34.000 forskellige tilfælde af miljøkriminalitet, svarende til mere end 90 ulovligheder om dagen, står der i rapporten.

De hårdeste ramte regioner findes i det sydlige Italien såsom Campania, Calabria, Sicilien og Puglia, der også er hjemsted for flere forskellige mafiaorganisationer. Men ifølge rapporten har aktiviteterne også spredt sig til andre regioner som for eksempel Toscana og Sardinien, der traditionelt er populære turistdestinationer.

- Ulovlig håndtering af affald og ulovligt byggeri ødelægger Italien, skriver Roberto Saviano, der er forfatter til en bog om Camorraen-mafiaen i Campania, i forordet til rapporten.

Ifølge miljøorganisationen Legambiente, der står bag rapporten »Eco-Mafia 2012«, har mafiaen blandt andet haft succes med deres aktiviteter, fordi lokale myndigheder har del i foretagendet. Italiensk politi har desuden kunnet trække direkte tråde fra mafiaen til landets øverste politikere.

Tidligere har Legambient anslået, at dumping af industrielt affald var en ligeså vigtigt forretning som narko for Camorraen-mafiaen i regionen Campania, hvor Napoli er hovedby.

Sidste år blev i omegnen af 346.000 tons affald dumpet af mafiaen i Italien.