Der er formentlig tale om ethvert barns drøm, som i øjeblikket udspiller sig på en strand på den nordtyske ø Langeoog.

For i takt med solen langsomt stod op i horisonten og kastede lys over den kilometerlange strand, kom der torsdag morgen en eksplosion af farver til syne på. I løbet af natten var der nemlig skyllet tusindvis af farvede plastikæg magen til de velkendte Kinderæg i land.

Æggene stammer ifølge det tyske medie NDR fra et Mærsk-skib, der på sin rejse fra Rotterdam i Holland til Bremerhaven i det nordlige Tyskland har tabt fem containere i vandet.

Over for BT bekræfter Mærsk, at man har tabt containere i vandet ud fra det nordvestlige Tyskland, men kan imidlertid ikke oplyse, om indholdet af containerne har været de pågældende plastikæg.

»Mærsk Line kan bekræfte, at Munkebo Mærsk onsdag tabte fem containere på grund af voldsomt vejr i forbindelse med stormen Axel. Maritime myndighederne blev straks informeret, og Mærsk Line er i øjeblikket ved at undersøge uheldet i samarbejde med de tyske myndigheder,« lyder det i en mail fra Mærsk, der samtidig understreger, at der ikke var tale om 'farligt' indhold i nogen af containerne.

Mærsk oplyser desuden, at andre rederier ligeledes skulle have tabt containere i vandet i området, og man kan derfor ikke sige med sikkerhed, om vraggodset kommer fra deres skib.

Foto: LANGEOOG POLICE STATION HANDOUT
Vis mere

Hvorvidt der er tale om en container fra et Mærsk-skib eller ej, så er de tusindvis af æg altså havnet på øen Langeoog, hvor børn og barnlige sjæle nu valfarter til for at se de mange æg, ligesom det forlyder, at der også er enorme mængder LEGO på vej mod stranden.

Foto: LANGEOOG POLICE STATION HANDOUT
Vis mere

Der er imidlertid ikke tale om den rene lykke, for ifølge borgmester Uwe Garrel er der forruden LEGO og Kinderæg også enorme mængder platikposer, der kan gå hen påvirke både miljøet og dyrelivet i området. Derfor håber man også, at beboere vil hjælpe til med at samle affaldet sammen, inden det igen bliver slugt af havet.

»Det er ikke sjovt, men det har en stor miljøpåvirkning og er yderst skadeligt for dyrene,« siger han til NDR.

Kommunen har iværksat en større aktion for at rydde op på stranden med kyndig hjælp fra områdets børnehaver.