Mindst seks personer er dræbt i et voldsomt knivstikkeri i Sydney.

En af dem er en kvinde, der befandt sig i Westfield shoppingcenteret, hvor angrebet fandt sted.

Med sig havde kvinden sin ni måneder gamle baby.

Nu fortæller to mænd til det australske medie News.com.au, hvordan de under angrebet forsøgte at redde både den 38-årige mor og barnet.

Var du i Westfield-shoppingcenteret, da knivstikkeriet fandt sted? Så vil vi gerne høre fra dig. Du kan kontakte os på 1929@bt.dk.

»Babyen blev stukket samtidig med moren. Moren kom løbende over til os og kastede babyen til os,« fortæller en af mændene til mediet.

De to mænd var flygtet ind i en butik i indkøbscenteret, væk fra gerningsmanden, der løb rundt med en kniv.

De beskriver, at de så barnet blive ramt af kniven samtidig med moren, da gerningsmanden løb over mod dem.

De to mænd fortæller, hvordan forsøgte at redde babyen og moren.
De to mænd fortæller, hvordan forsøgte at redde babyen og moren. Foto: Aap/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det blødte kraftigt, og der var meget blod på gulvet,« fortæller de.

Da de fik hjulpet moren og barnet ind i butikken, forsøgte de to mænd at standse blødningerne ved hjælp af noget tøj, som de fandt i butikken.

De australske myndigheder har oplyst, at den 38-årige kvinde efterfølgende er død af sine kvæstelser. Det vides ikke, hvordan barnet har det.

Til den australske tv-station 9 News har øjenvidner fortalt, at gerningsmanden, der af vidner beskrives som værende mellem 30 og 40 år, blandt andet stak en mor og en baby ned.

Hele centret er evakueret af politiet, som kalder det en 'kritisk hændelse'. Redningstjenester er også kaldt til stedet.

Otte sårede skulle være kørt på hospitalet – herunder babyen. Flere skulle være i alvorlig eller kritisk tilstand.

Klokken 16.37 lokal tid oplyste politiet, at en formodet gerningsmand er blevet skudt og dræbt.