Han gestikulerer kraftigt med armene. Slår hænderne i bordet for at slå sine pointer ekstra godt fast.

Under den ene skjortemanchet anes et armbåndsur.

Et øjeblik efter fører han hænderne ned under bordet, mens han taler videre. Få sekunder senere fortsætter han sine fagter.

Men noget er forandret:

Uret er væk.

Et armbåndsur har vakt stor opmærksomhed på de sociale medier og ikke mindst i Frankrig.

Det er nemlig ikke hvilket som helst ur.

Det sad på håndleddet af den franske præsident Emmanuel Macron, da han onsdag aften blev interviewet på fransk tv om reformen af landets pensionssystem.

Frankrig er i øjeblikket lammet af voldsomme protester, strejker og demonstrationer, fordi Macron og hans regering har besluttet at hæve pensionsalderen fra 62 til 64 år.

Bedst som præsidenten forsøgte at forklare journalisterne i tv-studiet – og den samlede harme franske befolkning – at de bliver nødt til at ofre sig for at budgetterne ikke løber løbsk, forsvandt armbåndsuret som ved et magisk trylleslag.

På Twitter hævder flere brugere, at præsidenten bar et armbåndsur til over en halv million danske kroner, og hans kritikere mener, han fjernede uret, fordi han indså, at han ikke var i øjenhøjde med befolkningen.

Fra Élysée Palæet afviser Macrons stab dog, at der var tale om så dyrt et ur, skriver BBC.

Har lyder forklaringen, at præsidenten tog uret af, fordi det gav et dunk, hver gang han bevægede venstre arm. Det skulle dreje sig om et ur til en værdi af omkring 25.000 danske kroner og være udsmykket med et personligt våbenskjold..

»Han har båret det regelmæssigt i mere end halvandet år,« tilføjede præsidentens kontor i en erklæring.

Ikke desto mindre var oppositionen ikke sene til at udnytte situationen.

»De riges præsident har aldrig båret sit navn så godt,« lød det eksempelvis fra venstrefløjspolitikeren Farida Amrani..

Emmanuel Macrons regering besluttede i sidste uge at  bruge en særlig forfatningsmæssig ret til at gennemtvinge pensionsreformen uden afstemning i parlamentet.