Macron bliver æret med militær velkomstceremoni og gallastatsmiddag med op mod 150 gæster.

Washington. Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, ankom mandag til Washington, hvor han indleder et tredages statsbesøg, som er det første af denne art under præsident Donald Trump.

Besøget ventes at blive mest præget af drøftelser af atomaftalen med Iran og af forsøg på at få forhindret en transatlantisk handelskrig.

Macron kaldte besøget "en stor ære" kort efter sin ankomst til Washington sammen med sin kone, Brigitte. Besøget er hans første i den amerikanske regeringshovedstad. siden han blev valgt sidste år.

Trump og hans hustru, Melania Trump, skulle på statsbesøgets førstedag spise sammen med det franske præsidentpar på Mount Vernon. Det er USA's første præsident George Washingtons tidligere hjem ved Potomacfloden.

Tirsdag vil Macron blive æret med en militær velkomstceremoni, drøftelser i Det Ovale Værelse i Det Hvide Hus, en fælles pressekonference med den amerikanske præsident og en gallastatsmiddag med op mod 150 gæster.

Det er den første statsmiddag i Det Hvide Hus under Trump. Melania Trump står som værtinde ved en middag, hvor der står lammekrone og nektarintærte på menuen.

Det er også førstedamen, som har besluttet, at Washingtons Nationale Opera skal underholde de mange gæster efter middagen.

Den franske præsident kommer til at sidde til bords med amerikanske toppolitikere som Paul Ryan, der er flertalsleder i Repræsentanternes Hus, og forsvarsminister Jim Mattis.

Iagttagere siger, at Macron og Trump har et særligt forhold, selv om de står langt fra hinanden politisk. De har begge haft en helt usædvanlig og uventet vej til deres præsidentposter.

Trump var i juli sidste år på besøg hos Macron i Paris i forbindelse med Frankrigs nationaldag, Bastilledagen. Inden da havde de mødtes i Belgien i maj, hvor de to blandt andet gav hinanden et meget omtalt langt og særdeles fast håndtryk.

/ritzau/Reuters