Hongkong-kinesisk forretningsmand tjente milliarder på at forvandle søvnig enklave til berømt kasinocenter.

Stanley Ho, en hongkong-kinesiske forretningsmand, der tjente mange milliarder på at forvandle den lille enklave Macau ud for Kinas sydkyst til et af verdens mest kendte kasinoområder, er død, 98 år. Det meddeler hans familie.

- Min far er stillet sovet ind på Hongkongs Sanatorium and Hospital, siger Hos datter Pansy til tv-stationen CCTV.

Den flamboyante Stanley Ho opbyggede sit kasinoimperium fra grunden i den tidligere søvnige portugisiske koloni og blev en af Asiens rigeste mænd.

Den berømte rigmand elskede at danse, men han frarådede alle sine nærmeste til at holde sig væk fra hasardspil. Hans flagskib var selskabet SJM Holdings Ltd, som er vurderet til omkring 41 milliarder kroner.

Ho blev født i Hongkong. Da han var 13 år forlod faren familien og flygtede til Vietnam efter at have mistet alt på fondsbørsen.

Ho selv var gift fire gange og havde 17 børn officielt. Han blev i 2012 tvunget til at omstrukturere sit imperium på grund af stridigheder blandt hans arvinger. Flere af hans børn er med i topledelsen af imperiet.

Hans private firma Sociedade de Turismo e Diversões de Macau (STDM) har aktier i alt fra luksushoteller over helikoptere til hestevæddeløb.

Ho stod i spidsen for et kendt VIP-system i Macau, hvor en række personer på kasinoernes vegne sørger for ekstra kredit til spillere, og som efterfølgende har ansvaret med at få indkasseret deres gæld.

Den 20. december 1999 blev Macua igen en del af Kina efter at have været under Portugal, ligesom Hongkong var under britisk styre frem til 1997.

Befolkningen i Macau fik en rolig overgang til kinesisk suverænitet under sloganet "business as usual" og med fokus på mulighederne for at drive forretning. Stanley Ho har også haft indflydelse på det politiske spil og tætte forbindelser til Beijing.

Ho mistede sit monopol på hasardspil i Macau 2002, hvor der blev åbnet for konkurrence. Amerikanske iagttagere har sagt, at han havde forbindelser til triadernes organiserede kriminalitet.

Ho, der afviste alle beskyldninger, var beundret af de fleste indbyggere i både Macau og Hongkong for hans spilleimperium og hans filantropiske indsats.

- Jeg har altid sagt til mine børn og mine gode venner: "Hold jer for Guds skyld fra hasardspil med store indsatser, og hvis I kan undgå det så spil aldrig hasard, sagde Ho til Far Eastern Economic Review i 1999.

/ritzau/Reuters