Mindre end en time efter at flyet var lettet fra London, begyndte folk ombord at få det dårligt.

To besætningsmedlemmer endte med at miste bevidstheden, og flere passagerer kunne mærke svien i deres øjne, ligesom deres hud kløede.

Det skriver The Telegraph og CNN.

287 passagerer og 12 besætningsmedlemmer var mandag klar til at tage turen fra London over Atlanterhavet til Philadelphia om bord på et fly fra flyselskabet American Airlines, da det hele begyndte at gå galt.

Allerede inden flyet lettede, bemærkede flere, at der var en mærkelig lugt inde i kabinen. Det fortæller passageren Kate Phillips til CNN.

Ifølge hende lugtede det 'en smule sødere end brændstof'.

»Vi blev forsinkede næsten en time i Heathrow (lufthavnen i London, red.), da de mistænkte en mærkelig lugt,« forklarer hun.

Alligevel endte flyet med at lette.

Det nåede dog kun at være i luften i mindre end en time, før flere begyndte at få det dårligt.

To besætningsmedlemmer besvimede ifølge The Telegraph, og flere passagerer klagede over, at deres øjne var begyndt at svie, ligesom deres hud kløede.

Det endte med, at flyet måtte vende om og landede i Dublin, Irland, hvor tre passagerer blev indlagt til tjek på hospitalet.

Det viste sig, at der havde været en lækage af et kemisk rengøringsmiddel et sted i kabinen - og det var det, der havde gjort folk syge og dårlige.

En talsperson for American Airlines fortæller til CNN, at der stod ambulanceredskab klar til at tage imod de dårlige passagerer, da flyet landede.