Georgie Purcell var målløs, da hun så billedet af sig selv i nyhedsudsendelsen.

»Jeg kan ikke forestille mig, at det her ville ske for et mandligt parlamentsmedlem,« som hun skriver på X.

For forskellen på den virkelige udgave af den australske politiker og den version, som 9News tidligere på ugen viste til seerne, var markant.

Ikke alene havde den australske politiker pludselig fået en markant større barm – hendes kjole var også lavet om til en top, så der nu pludselig var kig til maven. Se bare her: 

Her ses de to versioner af Georgie Purcell: Originalfotoet er til venstre, og til højre er det tv-stationens modificerede udgave.
Her ses de to versioner af Georgie Purcell: Originalfotoet er til venstre, og til højre er det tv-stationens modificerede udgave. Foto: Twitter/Georgie Purcell
Vis mere

Som Georgie Purcell i øvrigt selv med et glimt i øjet skrev på X om det maveskind, man kunne se i nyhedsudsendelsen.

»Varmt tip til 9News: Hele min mave er tatoveret.«

Tv-stationen er siden kommet med en offentlig undskyldning – og i den forbindelse gav direktøren for 9News, Hugh Nailon, skylden på billedredigeringsprogrammet Photoshop.

Her lød det, at Photoshop »automatisk« havde skabt et billede »der ikke var i overensstemmelse med originalen«.

»Det levede ikke op til de høje redaktionelle standarder, vi har, og det vil vi gerne undskylde uforbeholdent for over for Georgie Purcell,« lød det.

Men historien slutter ikke her.

For mens den australske politiker, der er medlem af Animal Justice Party, hurtigt accepterede undskyldningen, undrede andre sig.

Eksempelvis hos softwaregiganten Adobe, der står bag Photoshop.

Og her afviste man faktisk helt 9News' forklaring.

»Enhver redigering af billedet ville have krævet menneskelig indblanding og godkendelse,« som det lød fra en talsmand fra Adobe ifølge The Guardian.

Imens håber Georgia Purcell, at sagen kan være en øjenåbner.

»Det handler ikke om mig, men om den måde vi i bredere kontekst behandler kvinder på,« skriver hun på Instagram:

»For det sidste jeg ønsker er, at kvinder og piger skal blive afskrækket fra at forfølge deres drømme og bidrage til det offentlige liv efter at være vidne til det, jeg er gået igennem.«

Adobe har efterfølgende sendt et længere citat om sagen til B.T.. Det bringer vi her i sin helhed:

»Hos Adobe er vi forpligtede til at sikre, at vores teknologi udvikles i overensstemmelse med vores AI-etiske principper om ansvarlighed og transparens med respekt for vores kunder og samfund. Vi samarbejder med vores kunder og partnere for at fremme content-certifikater, der svarer til en slags ernæringsdeklarationer for digitalt indhold, uanset hvor det bliver brugt, bragt eller gemt. En redigering af dette specifikke billede ville have krævet menneskelig indgriben og godkendelse.«