Den tyske forbundskansler Angela Merkels parti, CDU, går tilbage ved to delstatsvalg søndag.
Det viser valgstedsmålinger ifølge nyhedsbureauet Reuters, efter at valgstederne lukkede klokken 18.00.
I Baden-Württemberg, hvor omkring 11 af Tysklands 83 millioner indbyggere bor, står CDU til 23 procents opbakning. Det viser valgstedsmålinger fra tv-stationerne ARD og ZDF.
Ved valget for fem år siden fik Merkels parti 27 procent her.
I den mindre delstat Rheinland-Pfalz går CDU tilbage fra 32 procent i 2016 til 25,5 procent søndag, viser målinger.
Hvis de endelige resultater bekræfter tallene, vil det være partiets værste valg nogensinde i begge delstater, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.
På landsplan er der først og fremmest fokus på, hvem der kommer til at blive den næste forbundskansler, når Angela Merkel inden længe forlader den politiske scene.
Den nye partileder for Merkels konservative CDU, Armin Laschet, er kørt i stilling til at overtage.
Men hvis valgstedsmålingerne holder stik, når resultaterne fra søndagens to delstatsvalg er gjort op, er det et nederlag for Armin Laschet og hans drøm om at blive Tysklands næste forbundskansler.
Mange mener, at den konservative leder i Bayern, Markus Söder fra søsterpartiet CSU, kan blive en stærkere kandidat. Det er også muligt, at den næste forbundskansler vil være en socialdemokrat fra SPD.
Merkel forlader politik inden det føderale parlamentsvalg den 26. september.
Nylige meningsmålinger viser, at opbakningen til Merkels CDU/CSU-alliance er faldet. Det skyldes blandt andet utilfredshed med forbundsregeringens håndtering af coronakrisen.
Ved søndagens valg i de to vesttyske delstater Baden-Württemberg og Rheinland-Pfalz viser valgstedsmålingerne ligeledes, at det indvandringskritiske Alternative für Deutschland (AfD) går to-tre procentpoint tilbage i begge delstater.
AfD står til henholdsvis 12,5 og 10,5 procent i de to delstater.
I Baden-Württemberg bliver De Grønne igen det største parti med over 31 procent, viser valgstedsmålingerne fra ARD og ZDF.
Det største parti i Rheinland-Pfalz ser ud til at blive SPD med 33-34 procents opbakning, viser målingerne.
I de to delstater bor tilsammen 15 millioner af Tysklands 83 millioner indbyggere.
/ritzau/
