Ny meningsmåling tildeler USA's præsident, Barack Obama, en stor sejr ved præsidentvalget i 2012.

USA's præsident, Barack Obama, står til at vinde præsidentvalget i 2012 med hele 13 procentpoint over sin nærmeste republikanske rival Mitt Romney

Det viser en måling fra Reuters/Ipsos.

Meningsmålingen er udarbejdet efter sidste uges offentliggørelse af en række økonomiske nøgletal, der viser, at krisen i USA langt fra er overstået.

Målingen viser desuden, at de republikanske vælgere foretrækker den tidligere vicepræsidentkandidat Sarah Palin fremfor den tidligere guvernør Mitt Romney.

Palin har dog endnu ikke gjort det klart, om hun stiller op til præsidentvalget næste år.

Målingen fra Reuters/Ipsos kommer umiddelbart efter en chokmåling fra ABC/Washington Post, der viste, at Romney ville slå Obama, hvis der var valg i dag.

Målingen kom voldsomt bag på Det Hvide Hus, for indtil videre har de republikanske vælgere ikke vist nogen særlig begejstring for Romney.

Han dumpede, da han i 2008 forsøgte at blive republikanernes præsidentkandidat.

Det er blandt andet det rekordstore budgetunderskud, den store arbejdsløshed, stigende benzinpriser og et boligmarked i fortsat frit fald, der får mange amerikanere til at tvivle på, at Obama kan skabe ny fremgang.

Men målingen fra ABC/Washington Post viser samtidig, at vælgerne ikke har større tillid til, at en republikansk præsident kan gøre det bedre.

/ritzau/Reuters