Virksomheden bag et af de hjælpemidler, som gjorde det muligt for millioner at arbejde hjemmefra under coronapandemien, beordrer nu sine ansatte til ikke længere at gøre netop det.

Zoom beder nemlig nu sine ansatte om at vende tilbage til kontoret for første gang siden covid-19-udbruddet i 2020. Det skriver NY Post.

Det var netop på det tidspunkt, at techvirksomhedens storhedstid begyndte, da virksomhedens produkt hjalp personer og virksomheder verden over med at få hverdagen til at fungere med hjemmearbejdsplads.

Zoom, der fortsat er førende på området, beder således alle ansatte, der bor indenfor cirka 80 kilometer af et af virksomhedens kontorer om at komme ind på arbejde mindst to dage om ugen.

»Vi tror på en hybridløsning – som betyder, at folk, der bor i nærheden af et kontor, er nødt til at være på kontoret to dage om ugen for at interagere med deres teams – er mest effektivt for Zoom,« siger en talsmand fra Zoom i en meddelelse.

»Som virksomhed er vi i en bedre position i forhold til at benytte vores egne teknologier, fortsætte med at  være innovative og hjælpe vores globale kunder,« lyder det desuden.

Aktier i Zoom, som har hovedkvarter i San Jose i Californien, eksploderede i værdi i begyndelsen af 2020, hvor coronapandemien pludselig betød, at folk verden over i ekstrem grad var tvunget til at isolere sig fra omverdenen.

Zooms aktiekurs siden introduktionen 2019.
Zooms aktiekurs siden introduktionen 2019. Foto: Google
Vis mere

Det betød, at aktien, som åbnede 2020 i en pris omkring 67 dollar, godt ni en halv måned senere, i oktober, blev solgt for 559 dollar – eller cirka det ottedobbelte.

Det betød, at selskabets aktier havde en samlet værdi i omegnen af 165 milliarder dollar. Det svarer til cirka 1,12 billioner danske kroner.

Herfra er det imidlertid gået kraftigt tilbage for aktien, som i dag ligger i en pris omkring 69 dollar. Det giver selskabet en samlet værdi på cirka 20,55 milliarder dollar.

I januar 2022 lød det fra Zoom, at blot to procent af selskabets ansatte arbejdede fra kontoret.