To amerikanske lystfiskere er blevet grundigt upopulære, efter at de forsøgte at snyde sig til sejren ved at putte lodder ind i sandarten, som stod til at vinde med den ekstra vægt.

Det kaldes snyderi, og det får deltagerne i fiskekonkurrencen til at rase over optrinet. Det blev nemlig optaget og er gået viralt online. Det skriver Sky News.

Lystfiskerne Jacob Runyan og  Chase Cominsky håbede på førstepladsen i Lake Erie Walleye Trail konkurrencen i Cleveland, Ohio i USA.

Sejren ville have givet dem en førstepræmie på over 225.000 kroner. Men den gik ikke, Granberg.

De blev begge diskvalificeret og bliver nu undersøgt af Ohios Department of Natural Resources. Det fortæller tv-stationen NBC News.

Da fiskene skulle vejes efter fangsten, viser videoen turneringens leder Jason Fischer åbne en fangst, før han råber: »Vi har lodder i fisken!«

Fisker tager lodderne ud af sandarten, mens de forsamlede kan høres udstøde vrede mod de to lystfiskeres opførsel.

En er helt klart oprørt, og han kan høres: »Din motherf.....!«

En sandart bliver fanget i et net.
En sandart bliver fanget i et net. Foto: David Joles
Vis mere

Det hele blev filmet af fiskeguiden i Wisconsin, Troy Krause, som ikke selv deltog i konkurrencen. Videoen blev set af over 7,5 millioner seere på TikTok. Den havde to dage efter turneringen 400.000 likes.

Han har selv fisket i mange år, og Troy Krause siger, at mange i det lokale fiskeområde havde mistænkt Runyan og Cominsky for måske at have snydt.

»Netop de to har vundet en hel række turneringer gennem det sidste år. Det er noget, der bare ikke kan ske,« siger Troy Krause.

»Du må være en smule realistisk,« siger han. »De blev fanget til sidst, og det tror jeg er godt.«

Der vejes sandarter ved en fisketurnering i 2015.
Der vejes sandarter ved en fisketurnering i 2015. Foto: Kim Wynn / The Bismarck Tribune via AP
Vis mere

Snyderiet kan være godt nyt for fremtidige fiskeriturneringer:

»Jeg tror, at der vil være mere opmærksomhed, så der bliver også mindre snyderi. Hvis du bliver taget, så se bare her, hvad der sker,« siger han.

Også herhjemme er der lavet snyd i lystfiskerkonkurrencer. I april 2015 blev der snydt i en konkurrence med præmier for 120.000 kroner.