Det kan nogle gange føles som om, at højere magter lytter med.

Under et bryllup i Massachussetts i USA var det i hvert fald tilfældet for brudeparret.

Parret blev viet ved et udendørsbryllup, og mens brudgommen færdiggjorde sine bryllupsløfter, skete det usandsynlige.

»Lad os være ærlige. 2020 har ikke været det bedste år,« sagde Aaron Sawitsky.

I sekundet efter, som var det en humoristisk genistreg fra himmelske kræfter eller naturen selv, slog et lyn ned bag brudeparret med et øredøvende brag.

Brudgommen kunne derefter pege mod himlen for at indikere, at han havde ret, hvilket fik de forsamlede gæster til at bryde ud i latter.

Det unikke øjeblik blev fanget på video og senere delt af brudgommen på Instagram.

'Heldigvis fik ingen elektrisk stød, og vi færdiggjorde vores bryllupsløfter, før det begyndte at regne,' skriver han.

Til den lokale tv-station WHDH-TV uddybber han.

»Det fanger helt perfekt oplevelsen af 2020 indtil videre. Så jeg tror, at man i den situation kun kan sige: 'Ja. Det er 2020' og grine.«

Han og hustruen Denice Sawitsky skulle oprindelig være blevet gift i juni, men måtte udskyde på grund af corona-pandemien.