Den nuværende kong Charles ville hellere have haft en pige, da prins Harry blev født.
Anderledes kan man ikke tolke indholdet af de lydoptagelser fra 1990erne med prinsesse Diana, der nu er dukket op.
Det skriver CNN.
I en kommende dokumentar, 'Diana: The Rest of Her Story', vil lydfilerne blive offentliggjort for første gang, men seere af tv-programmet 'Good Morning America' fik forleden en lille smagsprøve.
Her kunne man høre prinsesse Diana fortælle om en samtale, der udspillede sig mellem stedmoren Raine Spencer og daværende kronprins Charles.
»I forbindelse med Harrys dåb, gik Charles hen til 'mummy' og sagde: 'Vi var skuffede, fordi vi troede, at det ville blive en pige,« lyder det:
»Og 'mummy' bed hovedet af ham og sagde: 'Du burde indse, hvor heldig du er med at have et barn, der er helt normalt.«
Prinsesse Diana fortæller videre på optagelsen, at den korte ordudveksling efterfølgende fik konsekvenser for forholdet mellem prins Charles og Raine Spencer.
»Den dag blev skodderne lukket ned. Sådan gør han altid, når nogen svarer ham igen,« lyder det.
Prinsesse Diana optog i sin tid lydfilerne med sin betragtninger af livet i smug, og overleverede dem siden til forfatteren Andrew Morton, der brugte dele af indholdet i biografien 'Diana: Her True Story'.
Nu kommer en del af optagelserne ud i offentligheden.
Der findes i alt syv timers bånd med prinsesse Dianas fortællinger, så det er selvfølgelig langt fra det hele, der er med i den nye dokumentar.
Adspurgt om, hvorvidt mere vil blive offentliggjort med tiden, svarer Andrew Morton i tv-programmet 'Good Morning America':
»Der er global interesse, men vi må se, hvad der sker.«
Prinsesse Diana døde i 1997 som 36-årig i et trafikuheld i Paris.