Lyt til artiklen

Brasiliens præsident vil rense ud i mulige støtter af uromagere blandt ansatte i regeringsbygninger.

Brasiliens præsident, Luiz Inácio Lula da Silva, mistænker, at uromagere ved landets regeringsbygninger fik hjælp fra personer inde i bygningerne.

Præsidenten har bedt om "en grundig gennemgang" af de ansatte i præsidentpaladset efter de voldelige optøjer søndag.

Det oplyser Lula torsdag lokal tid til journalister.

Søndag stormede støtter af Lulas forgænger på præsidentposten, Jair Bolsonaro, landets præsidentpalads, højesteret og kongresbygning. Billederne vakte minder om Trump-tilhængeres stormløb mod Kongressen i USA 6. januar 2021.

- Jeg er overbevist om, at døren til Planalto (præsidentpaladset, red.) blev åbnet, så folk kunne komme ind, for der er ikke nogen ødelagte døre, siger Lula.

- Det betyder, at nogen har muliggjort, at de kom ind, tilføjer Lula, som også peger fingre ad "konspirerende agenter" fra politiet og hæren.

Bolsonaro-støtterne har ikke tillid til, at Lula vandt efterårets valg på fair vis.

Ved valget tabte Bolsonaro snævert til venstrefløjskandidaten.

Den nye præsident, som typisk bare omtales som Lula, har i kølvandet på stormen mod de brasilianske institutioner anklaget Bolsonaro for at tilskynde til stormløbet.

Lula siger, at fra "nu af vil vi være mere barske, mere påpasselige og mere forsigtige".

Præsidenten henviser til artikler om trusler fremsat af ansatte, som også var en del af den tidligere administration, og siger, at man vil håndtere "radikale" Bolsonaro-støtter.

- Hvordan kan jeg have en person uden for mit kontor, som måske skyder mig?, spørger Lula.

Da Bolsonaro-tilhængerne søndag stormede regeringsbygningerne, ødelagde de uvurderlig kunst og efterlod graffiti med opfordringer om et militærkup.

Skadernes omfang er stadig ved at blive udregnet.

/ritzau/AFP