Veje, der var sunket i jorden. En hel by, der blev evakueret. En turistattraktion, som blev lukket helt ned.

Island har været på den anden ende på grund af frygten for et vulkanudbrud. På det seneste har det været småt med nyt – men det betyder på ingen måde, at faren er overstået.

Tværtimod er lukningen af den populære turistattraktion Den Blå Lagune – som er et udendørsbad, som får sit vand direkte fra geotermiske kilder – forlænget frem til 9. december på grund af risikoen for et udbrud, skriver The Independent.

I første omgang frygtede islændingene, at udbruddet kunne komme nær byen Grindavík, som blev evakueret.

»Situationen, som begyndte 25. oktober med stor seismisk aktivitet, og som toppede den 10. november, hvor en 15 kilometer lang sprække af magma opstod, er ikke overstået,« oplyser Islands Meteorologiske Institut (IMO).

Ifølge IMO viser de seneste modeller, at der ikke længere flyder magma ind i sprækken, som fik veje i Grindavík til at synke i jorden, da den opstod.

»Risikoen for et udbrud langs sprækken her og nu er derfor markant aftaget,« skriver IMO.

Men det betyder på ingen måde, at faren for et vulkanudbrud er drevet over. Tværtimod advarer IMO om, at et 'nyt kapitel kan være begyndt', idet akkumuleringen af magma under det geotermiske kraftværk Svartsengi fortsætter.

Byen Grindavík blev evakueret på grund af risikoen for et vulkanudbrud.
Byen Grindavík blev evakueret på grund af risikoen for et vulkanudbrud. Foto: Marko Djurica/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Det har ifølge IMO 'forøget sandsynligheden for et udbrud'.

Den norske geolog Børge Johannes Wigum, som selv tidligere har boet i Island, har tidligere kaldt et udbrud nær Svartsengi-kraftværket for et af to 'worst case-scenarioer'.

»Der er to worst case-scenarioer. Det første er, at det geotermiske kraftværk Svertsengi bliver slået ud. Noget, som vil føre til, at 30.000 islændinge mister deres fjernvarme,« sagde han til den norske avis Dagbladet.

Et udbrud ved Grindavík var det andet worst case-scenario ifølge Børge Johannes Wigum.

Siden oktober har der været en bølge af jordskælv og øget seismisk aktivitet på Reykjanes-halvøen i Island.

Udover byen Grindavík, Svertsengi-kraftværket og Den Blå Lagune ligger også Islands eneste internationale lufthavn, Keflavik, på halvøen.