Ukraine er under nyt angreb mandag.

Luftalarmerne kører i Ukraine mandag, og der meldes om eksplosioner i flere områder af landet.

Således rapporterer avisen Kyiv Independent på Twitter, at der meldes om eksplosioner i Kharkiv, Donetsk, Dnipropetrovsk, Zaporizhzhia og Poltava.

Ifølge engelske Guardian venter Ukraine nu på, at flere end 100 russiske missiler er på vej mod deres mål.

»Missiler er allerede blevet sendt af  sted,« siger Jurij Ihnat, som er talsmand for det ukrainske luftvåben, ifølge avisen.

Flere har allerede krydset grænsen til Ukraine, skriver avisen, og man forventer, at missiler på vej mod mål i Kyiv ville ramme omkring klokken 14.15 lokal tid. Det er klokken 13.15 dansk tid.

Man udelukker ikke, at der kan være en anden bølge på vej til at blive affyret i de kommende minutter.

På Twitter skriver the Guardians udlandsredaktør, Julian Borger, at der angivelig er tale om 104 missiler affyret fra 13 fly plus mulige angreb fra Kalibr-missiler affyret fra skibe.

Avisen rapporterer om, at det ukrainske luftforsvar har haft succes med at nedskyde seks af missilerne, og på Twitter figurerer video af det, der angivelig er missiler, som flyver i ukrainsk luftrum.

Opdateres...