Tirsdag skal 37-årige Kevin Johnson henrettes for drabet på en politibetjenten William McEntee, han begik i 2005.

Her har han bedt sin 19-årige datter, Khorry Ramey, deltage.

Men det bliver altså ikke en realitet, efter at en dommer har stadfæstet en lov i Missouri, der forhindrer personer under 21 år i at overvære en henrettelse, skriver BBC.

Det på trods af, at American Civil Liberties Union – på hendes vegne – havde argumenteret for, at statsloven krænkede hendes forfatningsmæssige rettigheder. Ifølge organisationen tjener alderskravet i Missouri-loven ikke noget sikkerhedsmæssigt formål.

Kevin Johnson har været fængslet siden datteren var bare to år gammel, men gennem besøg, telefonopkald, breve og e-mails har de to opbygget et tæt forhold.

»Jeg er knust over, at jeg ikke vil være i stand til at være sammen med min far i hans sidste øjeblik,« udtaler Khorry Ramey ifølge BBC i en pressemeddelelse.

I denne beretter hun desuden, at hun har bedt for, at Missouris guvernør ville vise faderen, som har arbejdet hårdt for at rehabilitere sig selv i fængslet, nåde.

Kevin Johnsons advokater har da også indgivet en appel i et forsøg på at skåne hans liv. Selvom de ikke anfægter hans skyld, hævder de nemlig, at racisme spillede en rolle i dødsstraffen.