Dansevideoer på TikTok, selfies på Instagram eller opslag på Facebook. 

Det kan snart blive fortid for unge under 16 år i Florida.

Til en afstemning torsdag stemte et flertal af de folkevalgte nemlig for at vedtage et lovforslag, der skal gøre det forbudt for de unge at bruge sociale medier, skriver Reuters. 

Nu ligger den endelige beslutning på den republikanske guvernør Rom DeSantis' bord. 

Lovgivningen skal ifølge tilhængere beskytte unge mod risici online for deres mentale helbred, såsom angst, depression og andre psykiske sygdomme. 

Kritikere mener dog, at lovforslaget krænker ytringsfriheden, ligesom det bør være forældrene – og ikke politikere – der skal bestemme over de unges omgang på de digitale platforme. 

Foranstaltningen vil kræve, at sociale medieplatforme opsiger kontoer for alle under 16 år og bruge et tredjeparts-bekræftelsessystem til at screene dem, der er mindreårige, skriver mediet. 

Ron DeSantis udtrykte i sidste måned bekymring over lovforslaget. 

Fredag udtalte han ifølge Reuters, at han endnu ikke har set den endelige version, men at han var enig i, at sociale medier er skadelige for børn. 

Lovforslaget nævner ikke specifikt hvilke sociale medier, der skal forbydes, men angiver, at dets mål er platforme, der fremmer 'uendelig scrolling' eller viser reaktioner, såsom likes eller kommentarer.