Denne artikel er blevet præciseret. Det fremgik ikke tidligere, at det er en en stramning fra regeringen, der nu er blevet underkendt. Der er også tilføjet citater fra Politikens sydøsteuropakorrespondent, der slår fast, at Tyrkiet aldrig kommer til at tillade sex med børn.

Det vil fra januar 2017 reelt være lovligt at have sex med børn under 15 år og helt ned til 12 år, og det vil ikke læn årgere blive kategoriseret som seksuelt misbrug.

Det har den tyrkiske forfatningsdomstol afgjort, da de med dommerstemmerne syv mod seks underkendte den stramning af loven, som den tyrkiske regering for år tilbage indførte.

Det skriver det tyrkiske medie Hürriet Daily News.

Dermed vil sex med børn ikke blive betragtet som seksuelt misbrug, så længe barnet har givet sit samtykke. Afgørelsen er truffet, efter at en lavere retsinstans havde afgjort, at der ikke længere ville være lovhjemmel til automatisk at karakterisere sex med personer under 15 som seksuelt misbrug, og den afgørelse blev så sendt videre til forfatningsdomstolen.

Faktisk gik forfatningsdomstolen endnu videre til at sige, at det ikke længere er alder, men udelukkende om personen samtykker, der afgør, om det er misbrug, hvor barnet er over 12 år gammelt.

Politikens sydøsteuropakorrespondent, Martin Selsøe, slår dog i en artikel på politiken.dk fast, at Tyrkiet trods annulleringen af lovbestemmelsen selvfølgelig ikke har tilladt sex med børn:

»Bag afvisningen lå altså et ønske fra et flertal i parlamentet om at stramme loven, men af tekniske grunde var det ikke muligt i første omgang. Domstolen har givet parlamentet indtil december til at rette fejlen, og indtil da er loven gældende.«

Alligevel fik historien en advokat fra Istanbuls Kvindeforbund til at udtrykke sin bekymring for, at der vil komme meget mere seksuelt misbrug, og at flere unge piger vil blive tvangsgift.

»At ophæve aldersgrænsen skaber store problemer. Det kommer til at betyde, at børn bliver mere udsatte for seksuelle overgreb, og at flere piger bliver gift i en meget ung alder og ikke får noget uddannelse,« siger advokat Nazan Morogu til det tyrkiske medie.

Det har vakt enorm debat i Tyrkiet blandt menneskerettighedsbevægelser og kvindeorganisationer, at domstolen har tilladt sex med børn. Og organisationen Turkey Federation of Women’s Association vil forsøge at få sagen for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

»For det første, så er alle individer under 18 år et barn ifølge internationale konventioner. At forsøge at få samtykke med et barn i forbindelse med seksuelt misbrug er helt uhørt,« siger professor og formand for Associationen for at undgå misbrug af børn og vanrøgt til det statsejede Anadolu Agency.

En anden professor for organisationen udtaler, at det er umuligt at tale om samtykke i en situation, hvor barnet er 15 år gammel og har haft sex med en 60-årig.

Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan er ofte blevet kritiseret for at ville islamisere Tyrkiet, og midt i juli forsøgte det tyrkiske militær at begå et kup mod styret, men mislykkedes. Siden har præsidenten renset voldsomt ud i den tyrkiske administration og andre steder i samfundet for at forsøge komme de kup-loyale til livs.