Tænk hvis du vandt. Det gjorde Gareth Bull - endda omkring 348 millioner kroner. Inden da var han gift, så fik han en elskerinde, og nu har han hverken den ene eller den anden.

'Google mig'. sådan lød det fra Gareth Bull fra England, da han gerne ville score kvinden Donna Desporte. Det ville han, selvom han var gift på det tidspunkt med Catherine, skriver Mirror.

Med flere millioner på kontoen kunne man læse om ham og hans lotto-gevinst på Google. Han gik derfor ud fra, at han kunne få et par kvinder med hjem, hvis han fik dem til at læse om hans fyldte bank-konti.

Score-replikken på to ord fik Donna Desporte i hus, og de datede i et lille års tid, hvor de brugte nogle af de store summer på ferier og middage.

På hendes Facebook-profil har hun nu offentliggjort flere billeder af ham og hende sammen og skriver, at hun nu endelig fortæller sin hemmelighed.

Elskerinden siger dog, at det slet ikke var pengene, hun var interesseret i. Hun kender nemlig masser af millionærer.

Gareth Bull havde ellers tidligere sagt, at han ikke ville bruge så mange penge, men tydeligvis ændrede han holdning, da han mødte Donna Desporte. Hans kone igennem 20 år fandt dog ud af, at hendes mand ikke var hende tro.

Donna Desporte fortæller, at millionæren bagefter var meget bekymret for, at han skulle punge ud til sin ekskone.

»Han var bange for, at det ville koste ham. Catherine tiggede ham om at komme tilbage til hende og aldrig se mig igen,« fortæller Donna Desporte.

Men selvom han nu er ved at blive separeret, så ser han ikke længere Donna Desporte. Efter et skænderi har parret ikke snakket sammen, men Donna Desporte vil meget gerne være sammen med ham igen. Han returnerede bare ikke nogen af hendes opkald.