Hawaii, der står i flammer. Turister, der flygter i massevis. Lokale, der frygter for efterspillet. 

Det ser sort ud for staten, der siden tirsdag aften har kæmpet mod konsekvenserne af orkanen Dora, der med sin kraftige vind har spredt flammer på de hawaiianske øer Maui og Big Island. Siden har katastrofen vokset sig større og større, hvor knap 300 bygninger er destruerede, mens 36 mennesker indtil videre har mistet livet. 

Mens turisterne kan forlade stedet, står der dog massevis af magtesløse lokale tilbage. 

Det skriver BBC.

»Vi har så ondt af de mennesker, der bor der, og er nødsaget til at gå igennem det her, men vi er taknemmelige for, at vi kan tage hjem,« siger turist Kim Prior, der til dagligt bor i Californien, til mediet. 

En af de lokale, der står knust tilbage er Alan Dickar, der bor på Maui. 

»Maui kan ikke klare det her. En masse mennesker har mistet deres arbejde, fordi det er brændt ned. Flere har mistet deres hjem. Det her kommer til at være ødelæggende for Maui,« udtaler han til CBS News ifølge mediet. 

Siden onsdag er 11.000 mennesker blevet fløjet væk fra Maui, mens flere venter på at kunne gøre det samme. 

Flere fly har nemlig måtte flyve med tomme sæder, da hovedvejene har været lukkede som konsekvens af de voldsomme, og dødelige, brande.