Svensk statsminister siger i en tale, at alle svenskere må gøre mere for at få Sverige gennem coronakrisen.

Det var med alvorsord, at Sveriges statsminister, Stefan Löfven, søndag klokken 19 så svenskerne i øjnene i en usædvanlig tale til nationen.

Talen blev holdt på baggrund af en tid, hvor Sverige dagligt har slået sin egen rekord i antallet af nye smittede med coronavirus, og hvor 6403 mennesker i alt er døde med coronavirus.

Stefan Löfven lagde i sin tale vægt, hvor alvorlig en situation det er, landet står i.

- De fejl, vi begår som land nu, vil vi komme til at lide under senere. Det, som vi gør rigtigt nu, får vi glæde at senere.

- Det, vi gør nu, påvirker, hvordan julefejringen kommer til at se ud, og hvem der stadig er hos os i juletiden, lød det fra den svenske statsminister.

- Det kan lyde brutalt, men det er præcist så hård og brutal, som virkeligheden er.

Stefan Löfven mindede om de alarmerende høje smittetal og understregede, at alle svenskere må gøre mere for at få Sverige gennem den verserende coronakrise.

- Jeg må endnu engang bede jer om noget, der er svært, men helt nødvendigt, sagde statsministeren.

- Alle må gøre mere, og det er på dig og mig, det beror, sagde han, inden han tilskyndede svenskere til kun at se de mennesker, de bor med - og maksimalt to venner, hvis man bor alene.

Den svenske statsminister har tidligere advaret om, at der kan blive indført yderligere restriktioner, hvis ikke den svenske befolkning kan finde ud af at begrænse deres samvær og aktivitet i samfundet.

Sverige har haft en anden tilgang til bekæmpelsen af coronavirus end mange andre lande i verden, heriblandt Danmark.

Butikker, skoler og restauranter har været åbne, og i stedet er svenskerne blevet opfordret til at holde afstand til hinanden og sørge for at holde god hygiejne.

I mange måneder af krisen har den svenske statsepidemiolog, Anders Tegnell, lagt ansigt til Sveriges håndtering af coronakrisen.

Strategien har ud over førnævnte antal af døde medført, at i alt 208.295 af de godt ti millioner svenskere er konstateret smittede med coronavirus i Sverige. Til sammenligning har Danmark registreret omkring 70.000 tilfælde.

Men i denne uge er Stefan Löfven trådt frem på flere pressemøder, hvor han har meldt om nye restriktioner med et nyt forsamlingsforbud på otte personer og stop for alkoholsalg efter klokken 22.

Fra den svenske statsminister har det i ugens løb lydt, at den coronastrategi, Sverige har haft, ikke længere er "gangbar".

I sin tale søndag sagde Stefan Löfven, at det er vigtigt, at svenskerne nu viser beslutsomhed.

- Når vi om nogle år er gennem den her krise, skal vi mindes, hvordan vi hjalp hinanden, mindes solidariteten og følelsen af sammenhold og ansvarlighed. Og at det er stærkere end det virus, vi skal besejre.

- Nu gør vi det her sammen for Sverige, afsluttede han.

/ritzau/