Socialdemokraten Stefan Löfven er fældet som svensk statsminister ved en afstemning i Riksdagen.

Tirsdag klokken 09:30 begyndte afstemningen om statsministerposten i Riksdagen - det svenske parlament - og det blev skæbnesvangert for Sveriges socialdemokratiske statsminister Stefan Löfven.

Knap tyve minutter senere stod det klart, at han må gå af.

De borgerlige partier stemte sammen med Sverigedemokraterna mod Löfven, der dermed tabte tillidsafstemningen med 204 stemmer mod 142.

ARKIVFOTO af formanden for Sverigedemokraterna, Jimmie Åkesson.
ARKIVFOTO af formanden for Sverigedemokraterna, Jimmie Åkesson. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Vis mere

De fire borgerlige partier i Alliansen (der består af Moderaterna, Centerpartiet, Folkpartiet og Kristdemokraterna) og det indvandrekritiske højrefløjsparti Sverigedemokraterna havde på forhånd meldt ud, at de ville stemme mod Löfven.

Havde Löfven fået færre end 175 stemmer imod sig, kunne han være forblevet statsminister.

Det er uklart, hvem der skal overtage statsministerposten i Sverige.

Hverken den borgerlige Alliansen eller den rød-grønne blok fik sikret sig parlamentarisk flertal ved valget den 9. september. Ingen af dem ønsker at regere med støtte fra Sverigedemokraterna, som blev Sveriges tredjestørste parti.

ARKIVFOTO fra en partilederdebat under det svenske valg i begyndelsen af september.
ARKIVFOTO fra en partilederdebat under det svenske valg i begyndelsen af september. Foto: Stina Stjernkvist/Ritzau Scanpix
Vis mere

Sverigedemokraterna har 62 mandater, men partiet har ikke sagt, at det vil støtte Alliansen.

Moderaternas leder og statsministerkandidat Ulf Kristersson mener, at de fire partier i Alliansen er det største reelle alternativ til den afgående regering. Han afviser et samarbejde med Socialdemokraterna:

»Vi afgav et løfte op til valget: En stemme på et af de fire partier i Alliansen var en stemme på en ny regering og et nej til Stefan Löfven.«

Selv om Löfven blev nedstemt, kommer han til at lede en overgangsregering ind til en ny regering er på plads.

Andreas Norlén fra Moderaterna blev mandag valgt som talman med støtte fra de borgerlige partier og Sverigedemokraterna. Talmannen, der er formand for Riksdagen, styrer forhandlingsprocessen med en regeringsdannelse. Det borgerlige parti Moderaterna ventes at komme til at dominere i disse forhandlinger i første omgang.

Men Löfven understreger, at han gerne vil fortsætte som statsminister, og han siger, at han er parat til at forhandle om en regeringsdannelse. Han opfordrer til, at de to blokke brydes op.

»Nu er al opmærksomhed rettet mod de borgerlige partiers store løfte til den svenske befolkning om aldrig at regere med støtte fra Sverigedemokraterna,« siger Löfven.

Han tilføjer ifølge Ritzau, at SD (Sverigedemokraterna, red.) er blevet dannet af nazister og mennesker tilknyttet grupper, der kæmper for hvid magt. Han siger, at det gang på gang er blevet afsløret, at SD har forbindelser til nazistiske og racistiske organisationer.

/ritzau/TT