Han har taget sig af løverne i den zoologiske have, siden de blev født for ni år siden.

Men mandag gik det pludselig galt. Frygtelig galt.

Dyrepasseren Olabode Olawuyi blev angrebet af en hanløve efter at have fodret løverne i universitetet Obafemi Awolowos zoologiske have i Nigeria. 

Kolleger ilede ham til undsætning, men forgæves. Olabode Olawuyi var blevet dødeligt såret af hanløven og omkom i ulykken, skriver BBC.

»Vi aner ikke, hvad der fik hanløven til at angribe,« lyder det ifølge det britiske medie i en udtalelse fra Obafemi Awolowo-universitetets talsperson Abiodun Olarewaju.

Ifølge et lokalt medie peger noget dog i retning af, hvad årsagen til den frygtelig ulykke er.

Til det nigerianske medie Vanguard fortæller formanden for studenterforeningen på universitetet, Abbas Akinremi, at der skete en »menneskelig fejl«, idet dyrepasseren skulle have glemt at låse døren til løveburet efter at have givet de store rovdyr mad.

Dødsulykken har efterladt Obafemi Awolowo-universitetet i en tilstand af chok og sorg.

Hanløven, der overfaldt og dræbte dyrepasseren, er siden blevet aflivet.