Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Tæsk. Elektrisk stød. Tilfældige knivstik. Pistoler sat for panden. Dødstrusler. Høj musik døgnet rundt.
Sådan var hverdagene i russisk fangenskab for Shaun Pinner og Aiden Aslin. Igennem et halvt år.
Det fortæller briterne nu i deres første interview, efter at de i sidste uge blev del af en udveksling af krigsfanger mellem Rusland og Ukraine.
»Jeg troede, at jeg skulle dø – det har været helvede på jord. De seneste seks måneder har været de værste i mit liv,« som Shaun Pinner fortæller til The Sun:
»Der var mørke dage, og jeg har grædt meget, men vi måtte klamre os til en eller anden form for håb, og det var sådan, jeg overlevede.«
De blev begge fanget i krigens begyndelse, ved Mariupol.
Siden har de siddet fængslet både før og efter, at de i sommer blev dømt til døden af en russisk domstol for deres tjeneste i den ukrainske hær.
De bittesmå celler var fyldte med kakerlakker og lus.
Og i fængslet levede de af gammelt brød og snavset vand, som Shaun Pinner fortæller. Høj musik med Slipknot, Abba og Cher kørte nonstop.
»Jeg vil aldrig lytte til en Abba-sang igen eller se et brød. Jeg er så heldig med at være hjemme,« siger Shaun Pinner, der fortæller, at han ofte blev udsat for elektrochok i op til 40 sekunder ad gangen:
»Det virkede til, at de bare gjorde det for sjov.«
Ofte blev de truet med at blive slået ihjel. Som da Aiden Aslin besvimede efter at være blevet gennemtævet under en afhøring og vågnede til, at en russisk soldat sagde til ham: »Jeg er din død.«
»Så spurgte han mig, om jeg ville have en hurtig død eller en smuk død. Jeg sagde 'en hurtig død', men han smilede og sagde 'nej, du kommer til at få en smuk død, og det skal jeg nok sørge for',« fortæller han ligeledes til The Sun.
Begge de britiske mænd har ukrainske kærester, og det var en af grundene til, at de valgte at melde sig som frivillige soldater til at kæmpe mod Rusland efter invasionen i februar.
Op til løsladelsen i sidste uge turde de ikke håbe på, at det ville blive virkeligt. Indtil en længere transporttid kulminerede, da de sad i flyet på ud af Rusland. Hjem.
»Mindre end 48 timer tidligere sad jeg i isolation og blev behandlet værre end en hund, og nu sad jeg på et fly omgivet af folk, der ikke ville mig noget ondt,« som Aiden Aslin erindrer.
