EU-lande er underlagt stramme krav til budgetter, så EU må også skære, når briterne udtræder, siger Løkke.

Bruxelles. Når Storbritannien til marts næste år ventes at forlade EU, vil det efterlade et milliardstort hul i EU's fælleskasse. Og det skal de resterende EU-lande ikke fylde op ved at sende endnu flere skattekroner til Bruxelles.

Det siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på vej ind til fredagens uformelle EU-topmøde i Bruxelles, hvor netop EU's budget er på dagsordenen.

- De 27 EU-lande, der er tilbage, bliver ikke rigere, fordi Storbritannien forlader EU. Derfor er vores udgangspunkt, at vi skal holde budgettet inden for én procent af bruttonationalindkomsten, siger Lars Løkke Rasmussen.

Hen henviser til, at landene i dag betaler 1,0 procent af bni til EU. Pengene indgår i EU's fællesbudget, som nu står til at blive svækket af Storbritanniens exit.

Storbritanniens farvel forventes at efterlade et hul på 75-90 milliarder kroner årligt. Penge som EU-Kommissionen mener, at de resterende 27 lande må dække ind ved at øge deres bidrag.

- Kommissionen foreslår, at landene øger bidraget fra 1,0 procent til 1,1 procent eller 1,2 procent.

- Det sidste svarer til, at vi pludselig øgede de offentlige udgifter i Danmark med 20 procent. Det vil ingen ansvarlig statsminister i noget land bringe i spil.

- Dybet set handler det om, at vi skal tage den samme medicin hernede i Bruxelles, som vi gør derhjemme. Vi skal prioritere vores budgetter, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han forslår konkret, at EU i kroner og øre låser landbrugsstøtten og strukturfondsmidlerne, der går til regional udvikling.

- Det vil frigøre et ret betragteligt beløb, så man kan investere i andre områder, siger Løkke.

Danmark får også del i midlerne fra strukturfondene. Og Danmark kan blive et af de lande, der bliver ramt, hvis midlerne beskæres og rettes mod EU's svageste regioner - for eksempel Øst- eller Sydeuropa.

I forhold til landbrugsstøtten tror Løkke dog ikke på en negativ effekt for dansk landbrug. Så længe støtten vel at mærke skæres ens over hele Europa.

- Dansk landbrug er blandt de mest konkurrencedygtige i verden. Derfor vil dansk landbrug kunne fint klare sig uden landbrugsstøtte, hvis man sikrede, at der var lige konkurrencevilkår, siger Løkke.

Han mener, at der kan spares nok på strukturmidlerne og landbrugsstøtte til, at EU vil kunne investere i andre områder.

- Der er også vækst i Europa, så selv om man fastholder bidraget på én procent af bruttonationalindkomsten, så får EU flere penge. Og der er områder, hvor der skal bruges flere penge.

- Der skal satses mere på at bekæmpe migration. Vi skal bruge flere penge på Afrika, og vi skal bruge flere penge i forhold til forskning og innovation. Det vil kunne lade sig gøre, hvis man har modet til at prioritere, siger Løkke.

/ritzau/