En aftale mellem EU og Storbritannien skal så vidt muligt sikre borgeres fulde rettigheder, siger Løkke.

Bruxelles. Den britiske premierminister Theresa May har sat ord på sit udspil til en aftale om EU-borgeres rettigheder efter brexit.

Men udspillet rummer lige så mange spørgsmål som svar, og derfor er der grund til, at danskere i Storbritannien kan føle sig usikre, lyder det fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

- Jeg forstår til fulde de danskere, der bor i Storbritannien, kan føle sig usikre, og briter i Danmark tilsvarende.

- Min politiske ambition er jo, at vi skal sikre, at der de mest udvidede rettigheder overhovedet, og der skal være balance i tingene, siger han.

Statsministeren har fredag afsluttet et to dages topmøde med EU-lederne, hvor Mays udspil om EU-borgeres rettigheder efter brexit har trukket overskrifter.

I udspillet garanterer May, at EU-borgere kan blive i Storbritannien og opnå britiske rettigheder, hvis de har bosat sig i Storbritannien inden end endnu ikke bestemt skæringsdato.

EU-toppen har udtrykt utilfredshed med udspillet, som EU-præsident Donald Tusk kalder dårligere end forventet.

Den danske statsminister går dog ikke så langt som EU-toppen i sine kommentarer til Mays tilbud.

- Jeg synes, det lyder som en konstruktiv melding. Men det er også overskrifter, og hvad gemmer der sig så bagved?, siger han.

Statsministeren minder om, at der er lang vej til en endelig aftale med briterne.

Foruden borgernes rettigheder, skal der opnås enighed om regningen efter brexit, og ses på spørgsmålet om den Irlands og Nordirlands grænse.

- Men jeg synes da, det er positivt, at man sender et signal om, at alle der bor i Storbritannien i dag og har et EU-pas, ikke skal smides ud. Det har jeg dog heller ikke haft nogen forventning om, siger han.

Theresa May har på et pressemøde efter topmødet udtalt, at der er forskelle på det britiske udspil, og det som EU-landene tidligere er kommet med. Men hun mener, der er tale om et fair og generøst tilbud.

/ritzau/