I erklæring fra topmøde blev EU-landene ikke enige om hård klimadeadline. - Lidt skuffende, siger Lars Løkke.

Under forhandlingen mellem EU-landenes ledere er der ikke blevet lyttet nok til ungdommen.

Det mener statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) efter et topmøde i Bruxelles, hvor klimaudfordringerne blev diskuteret.

- Det er nu en uge siden, den europæiske ungdom gik på gaden over hele Europa med en meget klar appel til vores generation om, at nu tager vi os sammen og passer på vores klode og gør det, der er nødvendigt for at efterleve Parisaftalen.

- Så er det selvfølgelig lidt skuffende, at vi ikke kan opnå enighed om at nå en klar deadline til 2050, siger statsministeren efter mødet.

Lars Løkke Rasmussen henviser til sidste fredag, hvor store dele af den europæiske ungdom for en dag lod skolebøgerne blive i tasken og gik på gaden for at skabe opmærksomhed om klimaudfordringerne.

Parisaftalen lægger op til, at man skal holde temperaturstigningerne under 1,5 grader celsius. For at det kan nås, kræves det, at EU skal være klimaneutral inden 2050.

I konklusionerne fra EU-topmødet er landene i stedet blevet enige om, at "intensivere arbejdet mod en langsigtet klimastrategi" inden det næste EU-topmøde i juni.

- Jeg havde meget gerne set en stærkere tekst.

- Men når den ikke er det, er det, fordi vi skal være enige. Og det her er et spejlbillede på, at der er lande i Europa, som ikke har den samme tilgang til de her ting, som vi har i Danmark, lyder det fra statsministeren.

Han nævner de øvrige skandinaviske lande, Holland, Belgien, Luxembourg og Frankrig som Danmarks allierede på spørgsmålet.

Modstanderne er bange for deres industri, fortæller Lars Løkke Rasmussen.

- Der er nogle, der har det synspunkt, at hvis vi er for overambitiøse, kan vores industrier ikke levere. Og så ender det med, at de grønne biler, vi skal køre i, alle er produceret i Kina.

- Det er den slags synspunkter, der er på bordet. Det er ikke nogen "walk in the park" det her, siger han.

/ritzau/