Det var mildest talt blevet pyntet på sandheden, da kommunikationschefen for politiet i Köln nytårsdag sendte en pressemeddelelse ud om, hvad der var sket i løbet af natten. Det får nu konsekvenser.

I en pressemeddelelse fra politiet kunne byens borgere dagen efter læse, at:

»Nytårsfejringen i hovedtræk er gået fredeligt for sig.«

Men sandheden var en helt andet. Omkring 1.000 mænd med indvandrerbaggrund - mange af dem angiveligt asylansøgere - havde forsamlet sig ved banegårdspladsen i byen. Der chikanerede, befamlede og seksuelt krænkede flere af dem mange af de kvinder, der gik forbi pladsen.

12 dage senere bliver anmeldelserne fra den nat ved med at tikke ind på politistationen.

Søndag havde politiet i Köln modtaget 516 anmeldelser fra nytårsnatten. 40 procent af dem handler om seksuelle overgreb.

'Tidlig pension' og fyring

Siden offentligheden fik nys om, hvad der virkelig skete den nat, er myndighederne i den tyske by blevet stærkt kritiseret. Både for ikke at have gjort nok den aften og for at have forsøgt at skjule det.

Nu begynder hovederne at rulle i politikredsen. Fredag fik politichefen, Wolfgang Albers, angiveligt at vide, at han godt kunne gå på en 'tidlig pension', og tirsdag har kommunikationschef Martina Kaiser nu fået at vide, at hun ikke behøver at møde op på arbejde længere.

Det var hende, der 1. januar sendte pressemeddelelsen om den 'i hovedtræk fredelige' nytårsfejring ud.

Selv fastholder hun over for Kölnische Rundschau, at hun ikke er blevet fyret.

»Jeg går frivilligt,« siger Martina Kaiser.

Efter overgrebsskandalen fra Köln så dagens lys, er det kommet frem, at adskillige kvinder i blandt andet Sverige og Østrig også har anmeldt seksuelle krænkelser fra nytårsaften udført af mænd med indvandrerbaggrund.

Derudover har svenske medier afsløret, at Stockholms politi har dækket over og mørklagt hundredevis af seksuelle overgreb på blandt andet musikfestivalen 'We are Sthlm', fordi de var blevet begået af unge, afghanske mænd.