Se på ham, Ante Gotovina - generalen. Sammenbidt, knivskarp i uniform, stærkt dragende, nu blot en kende gråsprængt. Han ligner dét, han er, en kriger fra Balkan. Vis et billede af ham i Kroatien, og de vil sige: Han er vores helt.

Men den 58-årige Gotovina er også et levende symbol på dét, kritikere betegner som et sammenbrud i kampen for retfærdighed og forsoning efter de blodigste år i Europas efterkrigshistorie: Krigen i Jugoslavien 1992-1995, der bød på de værste uhyrligheder på kontinentet siden nazi-regimets fald: Vold, folkemord, henrettelser, uddrivelser, massakrer, voldtægter.

I 2011 blev han idømt 24 års fængsel for sin rolle i krigen, general Gotovina, ansvarlig for folkemord, uddrivelser, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, dømt for at ’skyde, brænde og/eller knivdræbe’ civile og krigsfanger, begået under den kroatiske offensiv Operation Storm i 1995. Og så pludselig, som et lyn fra en klar himmel, den 26. november 2012, frikendt ved FNs krigsforbryderdomstol i Haag – fløjet i statsfly til hovedstaden Za-greb og der hyldet som dét, de synes, han er: En helt, helten over alle helte, der besejrede serberne, smed dem på porten, gjorde landet stolt igen.

Tilbage i Haag sad FN-tribunalet forpjusket tilbage. Dets ’troværdighed hænger i laser’, skrev The Economist, og én af de to dommere, der ville dømme Gotovina, var enig: Dommen var ’forkert’, ’misledende’ og ’grotesk’, og – tilføjede den italienske dommer Fausto Pocar, ’i strid med enhver form for retfærdighed’.

Harhoff anklager

Frifindelsen af Ante Gotovina er én af de sager, den danske FN-dommer Frederik Harhoff nævner i et fortroligt brev, offentliggjort i BT i går, hvor han anklager den amerikanske præsident for domstolen, Theodor Meron, for at ligge under for politisk pres fra især USA for at frifinde krigsforbrydere, der utvivlsomt burde have været dømt.

Og noget er galt, uden tvivl.

Det siger finske Elisabeth Rehn, parlamentariker gennem 16 år, tidligere forsvarsminister i Finland og særlig FN-udsending til det tidligere Jugoslavien i 1995-1998:

- Jeg er ked af det, jeg er forvirret. Det her er ikke godt, ikke godt for nogen, siger hun:

- Jeg forstår ikke den frifindelse. Han var så klart skyldig i dét, han blev frifundet for. Afgørelsen rystede alle, i domstolen, hos anklagerne, alle. Jeg forsøger stadig at tro på, at domstolen er retfærdig, siger hun, der selv vidnede mod Gotovina i Haag.

Operation Storm

I september 1995 rejste Elisabeth Rehn ind i Krajina-området ud for den kroatiske middelhavskyst, lige overfor Italien, i dag et smukt feriested – og fandt ødelagte byer, afbrændte og plyndrede huse. Tilbage var de gamle og de handicappede, de øvrige serbere var fordrevet fra de områder, de havde beboet i generationer, men som kroaterne nu ville ’rense’ – under ledelse af generalen, helten. 200.000 serbere, tallet er estimeret af FN, blev drevet på flugt i en historisk etnisk udrensning, andre blev skudt, henrettet på stedet, og ligene ’lå i bunker’ på hospitalet, som øjenvidner kunne fortælle.

- Alle, der kunne gå, var flygtet derfra; tilbage, efterladt til at dø, var kun de syge. Jeg talte med en kvinde, hun var lam, lå alene på gulvet, skubbet ned af sengen af en kroatisk soldat, der ledte efter våben. Andre steder lå de urørlige, i deres senge, de gamle, nærmest oldinge, siger hun.

Det hele begyndte i 1995, den 4. august om morgenen, da den kroatiske hær med 100.000 mænd, støttet fra luften, af artilleri og kampvogne, rykkede ind i regionen som ’tak for sidst’; i juni 1991 havde serberne og den jugoslaviske forbundshær besat en tredjedel af det kroatiske territorium.

Operation Storm varede kun halvandet døgn – men forbrydelserne var enorme. Canadiske officerer overværede bombardementet af byen Knin, blot 45 kilometer fra kysten, hvor 300 granater landede de første to timer. I alt 3000 granater slog ned på to dage, men kun 250 ramte de meget få ’legitime’ militære mål i byen, blandt andet en banegård og en regeringsbygning.

- Enten skød de dårligt, eller også er den logiske slutning, at kroaterne med vilje skød direkte mod civile mål, sagde den ene af de canadiske officerer, oberst Andrew Leslie, da han blev afhørt af FN. Hans vurdering var, at mellem 20 og 30 procent af husene i byen enten var ramt direkte af granater, eller i øvrigt var svært ødelagte. I alt fire byer blev bombarderet med granater, og disse angreb har været centrale i sagen mod Ante Gotovina, generalen der stod i spidsen og beordrede angrebet.

Da Gotovina først blev dømt, lagde FN-domstolen vægt på den såkaldte ’200 meter-regel’, der fastslog, at granater, der var affyret mod civilte, tæt bebyggede områder, men som ramte mere end 200 meter ved siden af legitime militære mål, måtte anses for at være affyret i flæng mod tilfældige mål, hvilket er en krigsforbrydelse.

Støttede ikke udrensning

Forud for appelsagen i 2012, hvor Gotovina blev frikendt, havde en gruppe højtstående amerikanske officerer gjort gældende, at denne regel var helt urimelig, og at man ikke under krigsforhold kunne have tilstrækkelig sikkerhed for, at artilleri ramte så præcist, og det er formentlig her, sagens kerne skal findes: Amerikanerne er, hvilket også den danske dommer Frederik Harhoff fremhæver, bekymrede for, at en FN-domstol af sig selv udvikler en retsorden, hvor granater, der – ganske vist her i tusindvis – ’rammer forkert’ vil være at regne for en krigsforbrydelse, som også siden amerikanske topofficerer og ledere ville kunne straffes for. For hvad så med Irak? Afghanistan?

Appeldomstolen afviste også, at Ante Gotovina og de øvrige tiltalte ledende kroater vidste eller støttede, at de kroatiske styrker på jorden uddrev tusinder og atter tusinde af serbere fra deres hjem, brændte byer og plyndrede huse - til trods for at man i første omgang havde lagt vægt på, at planen om at uddrive serbere var diskuteret og muligvis aftalt direkte med den daværende kroatiske leder, Franjo Tudjman. Men det afviste appelretten.

Amerikansk trænet

Det har i mindst et tiår været hævdet, at især USA har gjort sig mange anstrengelser for at undgå, at kroatiske ledere, herunder general Gotovina, blev retsforfulgt for de etniske udrensninger og drab på civile.

New York Times skrev allerede i 1999, at det amerikanske forsvar nægtede at stille satellitbilleder, der kunne afsløre omfanget af ødelæggelserne, til rådighed for FN; Gotovina var selv trænet af amerikanske rådgivere, og USA havde formentlig selv direkte støttet kroaterne i krigen mod serberne, der i krigsårene blev anset for hovedansvarlige for krigen. Den finske avis Helsingin Sanomat har i en omfattende rekonstruktion af hele processen fortalt, at amerikanske og canadiske medarbejdere i FN og ved FNs anklagemyndighed har forsøgt at obstruere sagen mod Gotovina, og lækkede diplomatiske telegrammer fra Wiki-leaks, som BT har gennemgået, viser direkte, at FN-domstolens amerikanske præsident, Theodor Meron, i en lang periode forsøgte at slippe af med domstolens chefanklager, den schweiziske kvinde Carla Del Ponte, der ønskede opgøret med Gotovina - og fik sin vilje.

Del Ponte sagde da også, da Gotovina i november 2012 blev frikendt, at ’dette er ikke retfærdighed’.

- Jeg er overrasket og bedrøvet. Det er fuldstændig uforståeligt. Jeg kan ikke acceptere det. Jeg føler dyb solidaritet med de serbiske ofre for disse forbrydelser, sagde hun til lokale medier.

Elisabeth Rehn, kvinden, der var blandt de første i området i 1995, får det sidste ord:

- Disse mennesker stod i spidsen for denne operation. Jeg forstår ikke, at de kan slippe for straf.

Andre læser også