Onsdag aften sad jeg med livet i hænderne – eller rettere, jeg så Nottingham Forest spille semifinale om oprykning til Premier League mod Sheffield United.

Jeg har været fan af Nottingham Forest, siden jeg var otte år og så drengene fra Sherwoodskoven vinde det, der svarer til Champions League-finalen. Forest var dengang rykket op fra 2. Division, havde imod alle odds vundet det engelske mesterskab og erobrede nu, også Europa. Da jeg i forvejen var meget stor fan af Robin Hood, blev min fodboldskæbne ved den lejlighed besejlet. Jeg har holdt med Forest siden, og det er kun gået den gale vej.

Altså indtil nu. Efter 23 år i den næstbedste række er Forest nu snublende nær på at vende tilbage til Premier League. Onsdag aften blev en langstrakt og pinsom affære, som heldigvis endte med, at Nottingham Forest vandt på straffespark. Desværre endte begivenhederne på City Ground i Nottingham den aften ikke der.

Efter sidste fløjt strømmede tusindvis af gale tilskuere ind på banen. De såkaldte pitch invasions er jo ikke noget nyt. Men der er kommet en meget ubehagelig, ond stemning omkring dem. En tåbe af en Forest-fan nikkede Billy Sharp, den tidligere Nottingham Forest-spiller, som nu spiller for Sheffield United, en skalle, så han måtte syes på hospitalet.

Glade Nottingham Forest fans omringer spillerne. Desværre nikkede en af fansene en spiller fra det andet hold en skalle.
Glade Nottingham Forest fans omringer spillerne. Desværre nikkede en af fansene en spiller fra det andet hold en skalle. Foto: MOLLY DARLINGTON
Vis mere

Idioten er heldigvis blevet idømt 24 ugers fængsel, men dette er desværre ikke det eneste eksempel på en uhyggelig, ny trend. Fredag spillede Everton hjemme mod Crystal Palace. Everton vandt og sikrede sig dermed endnu en sæson i Premier League. Men også her gik baneinvasionen galt. En video viser en gruppe unge mænd omringe Crystal Palace-træneren, Patrick Vieira, og provokere ham, indtil han reagerer og sparker ud efter en af dem. Efterfølgende kom det til håndgemæng.

Og også i en anden afgørende kamp fredag aften, semifinalen mellem Port Vale og Swindon i 2. Division endte det galt. Swindon tabte kampen, tilskuerne strømmede ind på banen, truede modstanderholdets spillere og svinede dem til.

Nu skal man passe på med at lægge alt for meget i enkeltstående hændelser, men det ligner en farlig tendens. Engelsk fodbold har siden de mørke hooligandage i firserne arbejdet målrettet og med succes på at eliminere vold og trusler omkring fodboldkampe. Jeg er gået til fodbold i London i mange år, og jeg har stort set ikke oplevet noget ubehageligt, heller ikke omkring pitch invasions.

Evertonfans fejrer overlevelsen i Premier League med at invadere banen. Her kom det til skærmydsler mellem en fan og Crystal Palace's træner, Patrick Viera
Evertonfans fejrer overlevelsen i Premier League med at invadere banen. Her kom det til skærmydsler mellem en fan og Crystal Palace's træner, Patrick Viera Foto: CARL RECINE
Vis mere

Men der er ikke langt fra skaller og håndgemæng til noget, der er endnu værre, og den engelske Football Association står med et konkret problem. Hvad gør man, for at dette ikke griber yderligere om sig? I Nottingham har de givet idioten livsvarig karantæne fra stadion, men spørgsmålet er, om det er nok til at afholde andre.

Nu advares der i andre lande om, at noget lignende kan ske. FC København, der på søndag kan vinde Danmarksmesterskabet, er nu ude at advare sine fans om, at tendensen med pitch invasions ikke vil blive tolereret. Egentligt er det vel ikke baneinvasionen, der er noget galt med, så længe den er godartet og en folkefest. Det er undertonerne af hooliganismens grimme ansigt, der desværre titter frem igen, og her er der behov for at slå hurtigt og hårdt ned. Det ved de af bitter erfaring i England, og derfor kommer der formodentlig også til at ske noget fra britisk side ganske snart.

Men man kan godt frygte for, hvad det er for hooligan-undertoner, der lige nu breder sig i fodboldverdenen, og om denne nye udgave af den engelske syge også vil vinde indpas på kontinentets fodboldstadions, inklusive de danske.