Det var angiveligt i sidste øjeblik, at den 69-årige amerikanske Fleetwood Mac-stjerne Lindsey Buckingham tidligere på ugen blev indlagt og hasteopereret.

Både Buckingshams bror og far døde af hjerterelaterede sygdomme (som hhv 56-årig og 46-årig). Men takket være en hurtig by-pass-operation blev Fleetwood Mac-guitaristens liv reddet.

Det skriver Lindsey Buckinghams hustru Kristen Buckingham på sin Instagram-hjemmeside. Og samtidig takker hun alle for deres støtte og hilsner.

»Det har været en hård tid. Men nu slapper Lindsay af herhjemme. Og han genvinder sin styrke dag efter dag.«

Eks-kæresterne Stevie Nicks og Lindsay Buckingham optræder i Parken i 2009.
Eks-kæresterne Stevie Nicks og Lindsay Buckingham optræder i Parken i 2009. Foto: Kristoffer Juel Poulsen
Vis mere

Men nyhederne fra Buckingham-lejren er ikke kun positive. Således fortæller Kristen Buckingham også, at ægtemanden måske ikke længere vil være i stand til at synge.

»Hasteoperationen beskadigede Lindseys stemmebånd. Vi ved endnu ikke, hvorvidt skaderne er permanente. Men vi håber på det bedste,« skriver Kristen Buckingham på Instagram.

Sammen med sin daværende kæreste, Stevie Nicks har Buckingham været medlem af Fleetwood Mac siden midten af 1970'erne.

Lindsey Buckingham, der i dag er gift og far til to, skrev og sang nogle af gruppens største hits 'Go Your Own Way' og 'Big Love'.  Og hjerteoperationen har ifølge hustruet sat alle turné- og musikplaner på standby.

Mens Lindsey Buckingham nu ligger på langs og håber, at sangstemmen overlever, er hans gamle venner (og fjender) på verdensturné med Fleetwood Mac.

Oprindeligt skulle Buckingham have været med på Fleetwood Macs store afskedsturné, men i sidste øjeblik blev Buckingham smidt ud af bandet og erstattet af hhv Mike Campbell (Tom Petty Band) og Neil Finn (Crowded House).

Det pludselige brud med Fleetwood Mac førte til sagsanlæg, hvor Lindsey Bukingham angiveligt blev flere millioner dollar rigere. Og ironisk nok reddede bruddet med de gamle Mac-venner måske guitaristens liv.

Hvis Buckingham således havde været på turné med gruppen, havde han måske have været alene, da hjerteanfaldet ramte. Nu var han hjemme. Og hustuen sørgede for hurtig ambulance og indlæggelse.

Fleetwood Mac med Lindsay Buckingham yderst til højre. Gruppens album 'Rumours' er det næst-bedst sælgende nogensinde.
Fleetwood Mac med Lindsay Buckingham yderst til højre. Gruppens album 'Rumours' er det næst-bedst sælgende nogensinde. Foto: JON LEVY - AFP
Vis mere