En ganske lille meteoroide er endt med at skabe ganske store problemer for særligt tre besætningsmedlemmer om bord på Den Internationale Rumstation.

Efter meteoroiden i sidste måned ramte ind i det fartøj, der efter planen skulle have fragtet dem hjem, endte de nemlig med at være teknisk fanget i kredsløb om Jorden.

Det skriver The Guardian.

Nu har Rusland besluttet sig for at sende et redningsfartøj op til rumstationen for at hente de tre besætningsmedlemmer hjem.

Sådan så det ud, da to russiske kosmonauter, Sergej Prokopjev og Dmitrij Petelin, og Nasa-astronauten Frank Rubio tilbage i september blev sendt op til Den Internationale Rumstation (ISS). De blev sendt derud i en Sojuz-kapsel fra det russiske rumanlæg Bajkonur i Kasakhstan.
Sådan så det ud, da to russiske kosmonauter, Sergej Prokopjev og Dmitrij Petelin, og Nasa-astronauten Frank Rubio tilbage i september blev sendt op til Den Internationale Rumstation (ISS). De blev sendt derud i en Sojuz-kapsel fra det russiske rumanlæg Bajkonur i Kasakhstan. Foto: NATALIA KOLESNIKOVA
Vis mere

Det var i sidste måned, at en lille meteoroide – der er et lille stenobjekt i kredsløb om Solen – ramte ind i Sojuz MS-22-kapslen ved Den Internationale Rumstation (ISS).

Det skabte et hul i kapslen, der blot var én millimeter i diameter. Men det var nok til at skabe problemer.

Hullet førte nemlig til en større lækage, der sprøjtede kølevæske ud i rummet, mens kabinetemperaturen steg.

Derfor blev Sojuz MS-22-kapslen anset for at være 'uegnet', skriver The Guardian.

Ifølge det russiske rumagentur, Roscosmos, forårsagede det ikke umiddelbart nogen trussel mod besætningen på rumstationen – men det rejste en bekymring om, hvorvidt alle besætningsmedlemmerne kunne vende tilbage til Jorden, hvis der opstod en nødsituation.

For hvis ikke Sojuz MS-22-kapslen kunne bruges, havde besætningen kun én funktionel 'flugt-kapsel' tilbage på ISS.

Og mens der er syv personer ombord på selve ISS, har flugtkapslen kun fire sæder.

Derfor har Roscosmos nu besluttet at fremrykke en planlagt opsending af Sojuz MS-23 fra marts til februar, så den kan bruges til at transportere to russiske kosmonauter, Sergej Prokofjev og Dmitrij Petelin, og den amerikanske astronaut Francisco Rubio tilbage til Jorden, når det er tid til det.

Hvis der skulle opstå en 'særligt kritisk' situation på ISS inden da, vil man overveje muligheden for at tage den beskadigede kapsel i brug alligevel i et forsøg på at redde besætningen, lyder det.