Britiske Ben Needham var 21 måneder gammel, da han den 24. juli 1991 på mystisk vis forsvandt på en familieferie på Kos i det græske ø-hav.

For nyligt har politiet overbragt den tragiske nyhed til familien, der lød, at de arbejder ud fra teorien om, at sønnen blev knust af en gravemaskine, der blev ført af den græske mand Konstantinos Barkas.

Vidnet har blandt andet forklaret til politiet, at vennen Konstantinos Barkas virkede meget nervøs, efter han i første omgang var blevet afhørt af politiet. Ben Needhams død skulle ifølge det anonyme vidne være en tragisk ulykke, men det har politiet ifølge Daily Mail endnu ikke godtaget som forklaring.

Barkas arbejdede tæt på ferieboligen, hvor Ben Needham forsvandt i sommeren '91.

Nu fortæller Konstantinos Barkas' søn, at græsk politi i al hemmelighed har dna-testet ham. Deres vilde teori gik på, at han i virkeligheden kunne være Ben Needham, og at Konstantinos Barkas havde bortført ham tilbage i 1991.

»Jeg kan stadig ikke tro, at de bad mig om at tage en dna-test. Selvfølgelig er jeg ikke Ben,« siger 29 år gamle Valandis Barkas til Daily Mirror.

Han ser i øvrigt græsk ud i den forstand, at han har mørkt hår. Ben Needham var blond og havde blå øjne, da han forsvandt. Moderen Kerry Needham har også fortalt til avisen, at hun slet ikke kan forstå, at politiet har tænkt den tanke, at Valandis Barkas kunne være hendes søn.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Ben Needham som han så ud før sin forsvinden.
Ben Needham som han så ud før sin forsvinden. Foto: Privatfoto
Vis mere

Barkas døde i 2015 på grund af kræft. Og både Konstantinos Barkas søn og enke fortæller til den britiske avis, at de slet ikke kan forestille sig, at deres far og tidligere ægtemand kunne være involveret i den lille drengs forsvinden, der nu 25 år senere stadig er uopklaret.

»Min mand fortalte aldrig, hvad der rent faktisk skete den dag. Selv da han var ved at dø, nævnte han ikke Ben. Men han hjalp politiet så meget, han kunne,« siger Varvara Barkas til avisen.

Hun forstår ikke, at hendes mand igen er under mistanke:

»Jeg kan ikke forstå, at vi igen - efter så mange år - skal igennem dette igen. Jeg har mistet min mand. Han var en meget god mand,« siger hun.

Det forhindrer dog ikke politiet i igen at grave i området, hvor Barkas arbejdede i sommeren 1991. På grund af de nye oplysninger er Ben Needhams familie desuden taget til Kos sammen med politiet fra South Yorkshire i England, hvor familien kommer fra.

Det er snart 25 år siden, at den dengang to-årige Ben Needham forsvandt. I 2011 valgte det britiske politi at tage sagen om Ben Needham op igen, og i 2015 kom der så fornyet fokus på sagen, da den britiske regering afsatte 800.000 pund svarende til over syv millioner kroner til at gennemgå sagen på ny.