Den opsigtsvækkende og spektakulære sag om den ti-måneder gamle, britiske dødeligt syge dreng Charlie, har nu taget en uventet drejning. Både Paven og USA's præsident Donald Trump vil hjælpe den lille dreng, som flere domstole ellers har besluttet skal dø. Men deres støtte skaber splittelse.

Hvem skal bestemme over et barns liv – eller dets ret til at dø? Forældrene eller lægevidenskaben? Det er det store spørgsmål i den triste sag om den lille britiske dreng Charlie Gard, der blev født tilsyneladende rask, men som kun to måneder gammel blev indlagt med en alvorlig sygdom, som siden har gjort, at han stort set intet kan – og nu holdes i live med en respirator.

De britiske lægers dom over den nu 10 måneder gamle Charlie har i flere måneder været, at der intet kan gøres for ham, at han er dødeligt syg – og at han burde have lov til at sove fredeligt ind ved, at man tager respiratoren fra ham. Ifølge lægerne er alt andet etisk uforsvarligt.

Sagen har været for retten i både den engelske byret, landsret og højesteret, der alle har givet lægerne medhold i, at de har ret til at bestemme, hvad der er i den lille drengs interesse.

Men Charlie Gards forældre, Chris Gard og Connie Yates, er ikke enige i lægernes vurdering. De mener, at deres lille søn kan mere end lægerne siger – at han f.eks. godt kan løfte sine øjenlåg og se, selv om lægerne siger det modsatte.

Forældrene har i månedsvis kæmpet en desperat kamp for at få lov til at tage sønnen med til USA, hvor der tilbydes en eksperimental behandling, der måske kan hjælpe den lille dreng til at overkomme den sjældne genetiske sygdom ’ Mitochondrial DNA depletion syndrome ’ –  som en sygdom, hvor Charlies væv ikke har nok mitokondrielt dna, hvilket betyder, at hans hjerne, muskler og nyrer ikke får nok energi.

Sygdommen fører blandt andet til muskelsvaghed og øget fare for hjerneskader. Ifølge The Guardian er sygdommen kun påvist hos 16 børn på verdensbasis, og der findes ingen kendt behandling eller kur.

Gennem siden Go Fund Me har Charlie Gards forældre fået indsamlet over 1,3 mio. pund svarende til over 11 mio. kr., så der er nok til behandlingen.

Men deres sidste håb blev slukket i slutningen af juni, da Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol ligeledes nægtede forældrenes appel om at få lov til at få sønnen behandlet og i stedet fastslog, at de britiske læger har ret til at slukke for respiratoren.

Meldingen derefter var, at lille Charlie egentlig skulle dø i fredags, men det kendte børnehospital Great Ormond Street i London, hvor Charlie er indlagt, udtalte, at man ikke havde travlt med at slukke for respiratoren, og at forældrene godt kan få nogle dage til at tage afsked med sønnen, skriver The Guardian.

Men nu er der måske endnu engang kommet nyt håb for lille Charlie og hans forældre. For sagen er nået både Paven og USA's præsident Donald Trump, der begge har givet et tilbud om hjælp.

'Hvis vi kan hjælpe lille #charliegard, ligesom vore venner i U.K. og Paven, så vi vil med glæde gøre det', skrev den amerikanske præsident på twitter mandag, mens meldingen fra Vatikanet lyder på, at også Paven har fulgt den triste sag tæt.

'Han beder for dem (forældrende, red.) i håb om, at deres ønske om at følge og tage sig af deres barn indtil enden er nået vil blive respekteret,' lød det i en pressemeddelelse fra Vatikanet ifølge CNN. Faktisk har Vaktikanets hospital tilbudt at overtage behandlingen af den lille dreng. Hospitalet har forespurgt det britiske hospital om, hvorvidt det vil være forsvarligt at overflytte Charlie.

Men Paven og Donald Trumps indblanding er ikke faldet i god jord hos alle. Selv om præsident Trump på kort tid fik mange tusinder likes, så er tilbuddet ikke populært hos den britiske regering. I stedet er tilbuddet nærmere ved at udløse en diplomatisk krise.

Beskeden fra det britiske justitsministerium lød nemlig efterfølgende på, at beslutningen om, at Charlie skal dø er taget af en ’uafhængig jury’, og at der ikke er noget grundlag for at udfordre den beslutning.

En talsmand for den britiske premierminister Therasa May sagde ifølge Daily Mail:

'Dette er en meget delikat sag, og det ville være upassende at diskutere mere på dette stadie. Vores tanker er med Charlie og hans familie'.

Theresa Mays beslutning er dog heller ikke blevet taget godt imod på de sociale medier, hvor alle fra popstjernen Cher til almindelige mennesker har udtrykt deres utilfredshed med premierministerens budskab.

Mens kampen for Charlie fortsætter, er hans familie dog også begyndt at indstille sig på, at den lille drengs liv vitterligt snart kan slutte.

På Facebook har Charlies forældre dog fået håbet tilbage:
»Hvis han stadig kæmper, så kæmper vi også stadig,« skriver forældrene.