En norsk sociolog har gennemgået 50 års selvmordsstatistik og fundet frem til, at der har været en voldsom stigning i selvmord blandt mænd siden kvindefrigørelsen i 70' erne

Den norske sociolog Anders Barstad har gennemgået 50 års selvmordsstatistik og han er ikke i tvivl: Ligestilling og brudte forhold er indirekte en af de vigtigste årsager til selvmord blandt mænd i Norge, skriver avisen VG.

Selvmord blandt mænd er steget voldsomt siden kvindefrigørelsen i 1970'erne. Mere end dobbelt så mange mænd som kvinder, tager livet af sig selv hvert år.

- Det er sådan, at de år, hvor der er mange, som bliver separeret, er der også en klart højere selvmordsrate, fortæller Anders Barstad. Omfanget af både brudte forhold og selvmord blandt mænd stiger brat fra slutningen af 60-erne og frem til slutningen af firserne. Det falder sammen med samfundsudviklingen og ligestillingsdebatten.

- Ligestillingsdebatten har bidraget til at flere kvinder bryder ud af dårlige ægteskabelige forhold, og har dermed også indirekte bidraget til selvmord, siger Barstad.

I perioden fra 1988 til 2008 begik 8000 mænd selvmord i Norge, mens tallet for kvinder var omkring 3000.