En beboelsesejendom på 14 etager brænder lige nu voldsomt i Valencia.

Det skriver blandt andet El Pais.

Branden brød ud ved 17.30-tiden i bydelen Campanar. 

Ifølge mediet høres der skrig fra folk, der forsøger at springe fra altan til altan for at redde livet.

Den voldsomme brand har lynhurtigt bredt sig til hele ejendommen i Valencia. 
Den voldsomme brand har lynhurtigt bredt sig til hele ejendommen i Valencia.  Foto: Eduardo Manzana/Abaca/Ritzau Scanpix
Vis mere

En far og hans teenagedatter blev reddet ud af brandvæsenet efter at have været fanget på deres altan i flere timer, skriver El Periódico.

Branden skal være opstået på fjerde etage i ejendommen.

Der er endnu ingen oplysninger om, hvorvidt der stadig er folk inde i selve bygningen. 

Brandfolk fra 10 forskellige brandstationer forsøger lige nu at redde folk, som er fanget på deres altaner.

Der er blevet oprettet et felthospital på stedet.

Indtil videre er 13 personer blevet behandlet på stedet, herunder tre brandfolk.

Det tog ilden en halv time at sprede sig til hele bygningen.

Bygningen stammer fra 2008.

Den spanske premierminister Pedro Sánchez siger, at han er "forfærdet" over den igangværende brand i Valencia.

»Jeg har lige talt med præsident Carlos Mazón og borgmester María José Catalá for at høre førstehåndsberetninger om situationen og tilbyde al den hjælp, der er brug for,« skriver han på X.

»Jeg vil gerne udtrykke min solidaritet med alle de berørte og rose alt det beredskabspersonale, der er indsat på stedet,« skriver han.