Et aktionærmøde  i den tyske bilgigant VW plejer at være noget med lange taler og mænd i jakkesæt.

Men onsdagens møde i Berlin blev helt anderledes.

Det skriver Bild.

Her var både afklædte kvinder og kast med lagkage.

Wolfgang Porsche, storaktionær i VW, blev overfaldet med lagkage på sin 80 års fødselsdag på bilgiantens aktionærmøde i Berlin.
Wolfgang Porsche, storaktionær i VW, blev overfaldet med lagkage på sin 80 års fødselsdag på bilgiantens aktionærmøde i Berlin. Foto: TOBIAS SCHWARZ
Vis mere

Klimaaktivister blokerede først vejene omkring stedet, hvor mødet blev holdt.

Men de slap også ind i selve hallen.

En aktivist smed en lagkage efter Folkevogns storaktionær, Wolfgang Porsche, der godt nok fejrer sin 80-års fødselsdag onsdag, men han havde nok foretrukket en anderledes servering.

Senere fik bilgigantens chef, Oliver Blume, afbrudt sin tale, da en kvindelig aktivist med nøgen overkrop højlydt afbrød ham.

Sikkerhedsfolk fik hende dog hurtigt smidt ud.

I en pressemeddelelse skriver klimaaktivisterne bag aktionen:

»De superrige mennesker, der står bag VW-koncernen træffer nogle beslutninger, der skader vores klima. Dem kommer resten af befolkningen til at lide under, mens de selv kan købe sig fra deres handlinger.«