Mandag formiddag er det radarsystem, som kontrollerer luftrummet i det sydlige Norge, nede.

Det påvirker flytrafikken flere steder – blandt andet i Norges største lufthavn.

Det er det såkaldte Natcom Natc-system, som er nede, oplyser pressevagten i det norske lufthavnsselskab Avinor, Øystein Løwer, til VG.

Fejlen, som opstod klokken 10, påvirker blandt andet trafikken i Norges største lufthavn, Gardermoen i Oslo, og Sola-lufthavnen i Stavanger.

»Indkomne fly omdirigeres. Vi ved ikke, hvor længe det vil stå på,« siger han.

Også flyafgangene er påvirket af radarfejlen.

Ifølge NRK er halvdelen af flytrafikken dog blevet genoptaget kort før klokken 11.

Fly, som allerede er i luften, vil blive kontrolleret via reservesystem, oplyser lufthavnsdirektøren i Sola-lufthavnen i Stavanger, Anette Sigmundstad, til NRK.

Hun tilføjer, at flytrafikken vil fungere på halv kapacitet frem til klokken 14, og at radarfejlen sandsynligvis vil påvirke flytrafikken resten af dagen.

VG skriver ved 11.20-tiden, at fejlen nu er fundet, men endnu ikke rettet.

Det er uvist, hvornår radarsystemet er helt oppe at køre igen, og hvad der forårsagede fejlen.