Supermarkedskæden Lidl bliver sagsøgt af frugt- og grøntsagsleverandøren Proctor & Associates.

Søgsmålet, der lyder på 2,6 millioner pund – knap 22 millioner danske kroner – er opstået, fordi leverandøren mener, at kæden har ødelagt deres forretning, skriver The Guardian.

Proctor & Associates, der i sin tid forsynede Lidl med op til 57 forskellige slags frugt og grønt, har indgivet et krav ved landsretten, der lyder, at man stopper handlen med Lidl.

Det sker efter, at den tyskejede discountkæde har fjernet en række af leverandørens produkter, heriblandt asparges, squash, chili, æbler, blommer og broccoli, helt uden varsel.

»Vi byggede vores forretning til og omkring Lidls behov. På trods af det føler jeg, at Lidl stak os i ryggen. De tog vores leverandører og afnoterede os uden varsel,« fortæller Deane Proctor, som er administrerende direktør for Proctor & Associates, og fortsætter:

»Jeg tror, ​​at Lidl i løbet af de sidste otte år eller deromkring har ødelagt vores forretning. Leverandører er bange for at gøre noget, fordi Lidl kunne fjerne dem fra listen. Lidl er ikke hævet over loven. De bør holdes til ansvar af leverandører og GCA (Groceries Code Adjudicator, red.).«

En talsmand for Lidl fortæller. at man er i gang med at gennemgå kravene og »vil svare i god tid«.

I juni 2022 blev en GCA-undersøgelse foretaget blandt 2.500 leverandører, offentliggjort. Heri lød det, at en ud af fem leverandører har oplevet, at produkter blev afnoteret uden – eller med kort – varsel.