Filmmanden og forfatteren Jørgen Leth er sluppet ud af Haiti, og nu fortæller han om den dramatiske flugt fra det katastrofehærgede land.

- Jeg kom ud af Haiti for et par dage siden. Min chauffør kørte slalomkørsel gennem den krigszone, som Port-au-Prince er forvandlet til efter det forvredne valgresultat, skriver Jørgen Leth blandt andet i en artikel i Information i dag.

Jørgen Leth og hans chauffør oplevede adskillige dramatiske episoder under den farlige flugt.

- Vi passerede mange, mange stenbarrikader og brændende bildæk og vrede mennesker for at komme ud til lufthavnen.

På den sidste strækning kom vi heldigt til at ligge i baghjul af en ambulancekonvoj fra Médecins sans Frontières (Læger uden grænser, red.), som midt i den politiske uro kæmper mod tiden for at bringe nye koleraofre til behandling i et desperat forsøg på at begrænse smittens fortsatte spredning.

Vi blev vinket igennem. Det hjalp også en smule, at der stadig står Corps Consulaire (Det konsulære korps, red.) på min bil. Det har reddet mig gennem en del forhindringer, skriver Jørgen Leth i Information.

Den heldige hvide


I lufthavnen var alle fly ud af Haiti aflyst.

- Men der stod en 20-30 mennesker uden for en lille indgang, og vi fik at vide, at jo, der var et dominikansk flyselskab, Aerolineas Mas, som havde en afgang til Santo Domingo. Og jeg kunne godt købe en billet.

Jeg følte mig endnu en gang som den heldige hvide, der kunne komme ud af helvede. Forlade et land, som var ved at brænde sammen. En befolkning, som har fået nok af ulykker og uretfærdighed, skriver Jørgen Leth.

Han erkender også, at han ikke er en neutral iagttager i forhold til stridighederne og den humanitære katastrofe i Haiti.

- Det giver pludselig ikke mere nogen mening at observere køligt og roligt. Jo, selvfølgelig, jeg vil gerne bevare roen i beskrivelsen, det er min skole. Det er det, jeg vil, og det er det, jeg kan. Men men.

Jeg har glemt mit hjerte i Haiti. Jeg holder med haitianerne. Jeg holder, i al sin banale enkelhed, med den ikke-besiddende befolkning mod de onde rige og politisk styrende, skriver Jørgen Leth og slutter artiklen sådan her:

- Jeg gider ikke være cool over for den histore.