Den sidste tv-debat mellem Trump og Biden er præsidentens sidste store mulighed for at sælge sit genvalg.

Nattens tv-debat mellem USA's republikanske præsident, Donald Trump, og Demokraternes udfordrer, Joe Biden, bliver Trumps sidste store chance for at få sin kampagne tilbage på sporet.

Det vurderer Mette Nøhr Claushøj, som er ekstern lektor i statskundskab på Københavns Universitet og underviser i amerikanske valgkampe.

- Trump klarer sig ikke godt i meningsmålingerne, og han har ikke haft ét klart og konsekvent budskab, som han kan sælge sit genvalg på.

- Derfor bliver debatten opfattet som hans sidste chance for selv at komme med et budskab, siger hun.

Debatten foregår på universitetet Belmont i byen Nashville i den amerikanske delstat Tennessee. Det er den anden og sidste store tv-debat og bliver sendt natten til fredag klokken 3.00 dansk tid.

Der vil dog komme flere vælgermøder frem mod præsidentvalget 3. november, fortæller Mette Nøhr Claushøj, men de bliver ikke vist bredt på samme måde.

- Ved seneste valg tog Trump sig lidt sammen hen mod slutningen og blev mere disciplineret i sine budskaber. Det er spændende, om dem omkring ham har overtalt ham til også at være det i aften, siger hun.

/ritzau/