Syriens hær har længe næret ønske om at generobre kontrollen over byen Idlib. Men russerne tøver.

København. Hele verdens øjne er rettet mod Idlib i det vestlige Syrien, der tirsdag blev ramt af et af de værste angreb med kemiske våben i den seks år lange borgerkrigs historie.

Det er det største område i Syrien, som stadig bliver holdt af oprørsgrupper, der ikke er Islamisk Stat.

Og det syriske regimes leder, Bashar al-Assad, har længe næret et ønske om at generobre kontrollen over området, ligesom det lykkedes at gøre med byen Aleppo efter lange, blodige kampe sidste år.

Men er Idlib på vej til at blive Syriens næste Aleppo?

- Det kan det blive, lyder det korte svar fra lektor Sune Haugbølle.

Han er ansat på Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv ved Roskilde Universitet og følger udviklingen i Syrien tæt.

Idlibs skæbne afhænger dog af Rusland, der støtter Bashar al-Assad og var afgørende i kampen om Aleppo, forklarer lektoren.

- Russerne er mere interesserede i at få afsluttet krigen med en politisk proces. De mente, det var nødvendigt at knække oprørerne i Aleppo for at skabe et vendepunkt, så fredsprocessen kunne komme i gang.

- Men de er ikke interesserede i at blive i Syrien i lang tid. Det skal ikke være deres Vietnam, siger Sune Haugbølle.

Der har været to forsøg på at forhandle en varig fred på plads siden Aleppos fald sidste år. Men forsøgene er indtil videre mislykket.

- Derfor er det muligt - hvis den proces fuldstændigt stopper - at regimet kan få overtalt russerne til at lave en koordineret indsats mod Idlib, vurderer Sune Haugbølle.

- Det vil i så fald være en kamp, der kommer til at tage lang tid, og som vil blive meget blodig.

Spørgsmål: Hvis Ruslands tålmodighed løber ud i forhold til at få gang i fredsprocessen, kan Idlib så blive den næste brik i det storpolitiske spil?

- Ja, bestemt. Den kamp, der udspiller sig i Idlib, kan blive afgørende for, hvem der kommer til at sidde med om fredsforhandlingsbordet i fremtiden.

- Derfor kommer der til at være stor interesse omkring Idlib og sikkert også kamp over det næste halve år i området og måske en større offensiv.

/ritzau/