Den aftale, som Rusland og Hviderusland satte deres underskrifter på torsdag, har i sig selv vakt opsigt.

Men den gør også, at det ene land kommer til at leve mere på det andet lands nåde.

Sådan lyder det fra en ekspert til det norske medie VG.

Torsdag kom det frem, at Rusland og Hviderusland, der er tætte allierede, har underskrevet en aftale om, at Rusland kan placere taktiske atomvåben i nabolandet.

Her ses de to præsidenter sammen den 24. maj. 
Her ses de to præsidenter sammen den 24. maj.  Foto: Belarus President Press-Service/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

Aftalen giver dermed Rusland mulighed for at have taktiske atomvåben opbevaret endnu tættere på en række europæiske lande.

Af aftalen fremgår det, at Rusland ikke overdrager våbnene til Hviderusland, og at Moskva vil træffe beslutningerne om deres brug.

Til norske VG forklarer lektor Ingerid M. Opdahl fra Instituttet for Forsvarsstudier (IFS)/Forsvarets Højskole, at Rusland med denne aftale har bundet Hviderusland endnu tættere til sig, mens Hvideruslands præsident, Aleksandr Lukasjenko, har fået begrænset sine handlemuligheder.

»Landet har nu mistet sin selvstændighed med hensyn til sin sikkerhedspolitiske linje, og regimet sidder nu på Ruslands nåde,« siger hun.

På spørgsmålet om, hvorvidt den russiske præsident, Vladimir Putin, har presset Lukasjenko i denne sag, svarer Lars Peder Haga, der er lektor ved Flyvevåbnets Skole:

»Lukasjenko er i en vanskelig situation. Han er meget upopulær i sit land og har kun legitimitet i sikkerhedsstyrkerne og politiet, men oplever meget lidt opbakning i befolkningen. Putin har fået mere fat i ham de seneste år, og de har haft fælles øvelser og snakket sammen,« vurderer han over for VG.

De to lande blev tilbage i marts enige om, at der kunne placeres atomvåben i Hviderusland. 

Men først nu har forsvarsministrene fra Rusland og Hviderusland underskrevet et dokument, der bekræfter aftalen.

På Twitter har også Flemming Splidsboel, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, sat nogle ord på aftalen.

Han bemærker, at det af aftalen fremgår, at Hviderusland ikke selv vil kunne anvende de taktiske våben:

»Men landet vil med stor sandsynlighed heller ikke kunne forhindre, at de bliver brugt. Alt i alt er det en betydelig optrapning,« skriver han.