Legoland i Californien donerede tidligere på ugen 10.000 dollar, hvilket svarer til cirka 70.000 kroner, til Scientology-organisationen Youth for Human Rights International, men det er der ikke nogle problemer i.

I hvert fald ikke hvis man spørger britiske Merlin Entertainment, der ejer de seks Legoland-parker, der findes rundt omkring i verden.

»Legoland-parkerne har ingen religiøs eller politisk overbevisning. I det konkrete tilfælde giver de forskellige parker sine gæster, der tænder lysene på juletræerne, en lille donation til en velgørenhedsorganisation efter eget valg, som tak for deres deltagelse. Den bliver givet uden nogle fordomme,« siger Sally Ann Wilkinson fra The Firm, som står for Merlin Entertainments kommunikation, til BT.

Donationen på 10.000 dollars (70.379 kroner, red.) blev givet i den amerikanske skuespiller og scientolog Jenna Elfmans navn til organisationen Youth for Human Rigths International (YHRI), umiddelbart efter hun tændte julelysene på forlystelsesparkens juletræ.

Legoland donerer kæmpe beløb til Scientology

Denne video er ikke tilgængelig, da den indeholder marketing og statistik cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke.

Jenna Elfman, der blandt andet er kendt fra tv-serien 'Et umage par', fortalte ved arrangementet, at hun mente, at pengene skulle gå til YHRI, fordi 'vejen til verdensfred går gennem oplysning om menneskerettigheder'.

Organisationen YHRI er dog tidligere blevet beskyldt for at være en frontorganisation for Scientology. Det betyder, at organisationen angiveligt udgiver sig for at have et andet formål, end hvad den reelt udgiver sig for at have på vegne af en paraplyorganisation.

YHRI citerer og nævner blandt andet Scientology’s grundlægger L. Ron Hubbard flere steder på sin hjemmeside.

Også flere scientologer er angiveligt ansat i organisationen, som efter eget udsagn vil oplyse børn og unge om menneskerettighederne og inspirere dem til at sprede tolerance og fred.

Men det er altså op til den enkelte Legoland-park at bestemme, hvilke formål de vil donere penge til, ifølge selskabet, der ejer parkerne.