Lederen af det højreorienterede Lega havde truet med at vælte Italiens regering, men tabte regionalvalg.

Italiens højreorienterede parti Lega opnåede ikke at få afsluttet årtiers venstreorienteret styre i den nordlige region Emilia-Romagna ved søndagens regionalvalg.

Ligaens leder, tidligere indenrigsminister Matteo Salvini, havde truet med at ville vælte landets koalitionsregering, hvis valget i den nordlige region blev en triumf for hans bevægelse.

Men en høj valgdeltagelse betød, at Det Demokratiske Parti (PD) under Stefano Bonaccini fik 51,36 procent af stemmerne mod Legaens indvandringsfjendtlige kandidat Lucia Boronzonis 43,68 procent.

Det viser officielle resultater fra Indenrigsministeriet mandag.

Salvinis håb var at sikre Lega en jordskredssejr i den velhavende Emilia-Romagna, som har været en bastion for Italiens venstrefløj i over 70 år.

Men valgresultatet blev en skuffelse for Salvini, som i meningsmålinger op til valgdagen stod side om side med PD, som regerer Italien i en koalition med græsrodsbevægelsen M5S (Femstjernebevægelsen).

I en lederkommentar i La Repubblica hedder det, at Salvini nu må ændre strategi, hvis han vil vinde terræn:

- Også selv om manden ikke synes at være i stand til at kunne beherske nogen anden strategi end at tale løs ved politiske møder og tv-shows.

I den vigtige nordlige region var valgdeltagelsen omkring 57 procent, hvilket var næsten det dobbelte i forhold til valget i 2014.

Det skyldes ikke mindst en ny bevægelse med mange unge, der er imod Legaen. Bevægelsen, der har sardinen som symbol, arrangerede en halv snes store demonstrationer mod Legas Matteo Salvini op til valget.

I den mindre sydlige region Calabria vandt kandidaten fra tidligere premierminister Silvio Berlusconis Forza Italia, Jole Santelli, en ret klar sejr med opbakning fra 55,71 procent af vælgerne.

Hvis regionalvalget havde styrket Lega, ville det have forværret den allerede eksisterende politiske krise i landet.

Premierminister Giuseppe Contes koalitionsregering står svagt, og både PD og koalitionens største parti, Femstjernebevægelsen, frygter et valg på nuværende tidspunkt.

Lega, som frem til efteråret sidste år var allieret med Femstjernebevægelsen, står i dag langt fra den tidligere alliancepartner.

/ritzau/Reuters