Franske jøder og Israel fordømmer, at Marine Le Pen friholder Frankrig for ansvar for jøders skæbne.

Paris. Marine Le Pen, der er præsidentkandidat for det højrenationale Front National, siger, at den franske stat ikke var ansvarlig for, at 13.000 jøder i 1942 blev tilbageholdt og anbragt på en cykelbane i Paris.

De internerede blev kort efter sendt til nazistiske dødslejre.

Jødiske organisationer og Israel protesterer over hendes kommentar.

Tidligere præsident Jacques Chirac og den nuværende præsident, François Hollande, har begge undskyldt den rolle, som franske politi spillede, da 13.000 jøder blev interneret på cykelbanen Vel d'Hiv.

Det skete på ordre fra den nazistiske besættelsesmagt.

- Jeg mener ikke, at Frankrig er ansvarlig for Vel d'Hiv, sagde Le Pen søndag til tv-stationen LCI.

- Jeg mener helt generelt, at hvis der er ansvarlige, så var det dem, der var ved magten på det tidspunkt. Ikke Frankrig, mente hun.

Hendes hovedmodstander ved første runde af præsidentvalget, Emmanuel Macron, kalder det "en alvorlig fejltagelse" at frikende Frankrig for ansvar.

- Nogle har glemt, at Marine Le Pen er datter af Jean-Marie Le Pen, siger han.

Le Pen den ældre stiftede Front National. Han er flere gange blevet dømt for antisemitiske kommentarer. Mest opsigt har det vakt, at han kalder nazisternes udryddelse af seks millioner jøder "en detalje i historien".

CRIF, der er en paraplyorganisation for jødiske organisationer i Frankrig, fordømmer Marine Le Pens kommentarer.

- Disse bemærkninger er en fornærmelse over for Frankrig, som i 1995 ærefuldt anerkendte sit ansvar for deportationen af Frankrigs jøder uden selektiv hukommelse, påpeger CRIF.

Staten Israel er mandag også ude med fordømmelse af Le Pen.

- Vi fordømmer erklæringen fra Marine Ler Pen, at Frankrig ikke er ansvarlig for deportationen af jøder fra dets land under Holocaust, lyder en erklæring fra det israelske udenrigsministerium.

- Det står i kontrast til den historiske sandhed, hedder det.

/ritzau/AFP